Gå til hovedindhold

Selvmordsforebyggelse

​E-læringskurset skal være med til at sikre, at selvmordstruede får kompetent hjælp i tide.

Indhold

Kursisterne får i e-læringskurset generel information om risikofaktorer og risikovurdering, herunder fx stress- og sårbarhedsmodeller.

​Derudover bliver de præsenteret for tre cases i form en ung pige, en midaldrende mand og en ældre mand, som de skal risikovurdere på farveskalaen grøn, gul og rød. Grøn indikerer, at der ikke er fare på færde, mens gul indikerer øget selvmordsrisiko og rød akut øget selvmordsrisiko. Kursisterne får et kort rids af patienternes forhistorie, og via videofilmede samtaler med de enkelte patienter eller borgere, der suppleres med øvelser, bliver de trænet i samtaleteknik og i at spotte de forskellige risikofaktorer. Undervejs får de feedback på deres vurderinger. Efterfølgende skal kursisterne, med baggrund i risikoniveauerne, komme med forslag til risikohåndtering og interventioner, der kan sættes i værk for at beskytte og hjælpe patienten.


I de videofilmede sekvenser vil også pårørende komme på banen, da der er erfaring for, at deres bekymringer i forhold til familiemedlemmer ikke altid bliver vægtet højt nok.

Planen er, at e-læringskurset skal suppleres med fremmødeundervisning, og at de ansatte i psykiatrien re-certificeres en gang om året, så færdighederne i risikovurdering kontinuerligt holdes ved lige. 

Målgruppe​

Ansatte på somatiske afdelinger, praktiserende læger og ansatte i kommunerne kan på eget initiativ gå ind og tage e-læringskurset. Det findes på hjemmesiden Selvmordsforebyggelse.dk.  

Du kan gå direkte til det nationale e-læringsprogram her​

Podcasts​​​​

Som led i projektet er der produceret fire podcasts, der også er tilgængelige på hjemmesiden. Journalist Mikkel Frey Damgaard interviewer her en patient, der har overlevet et selvmordsforsøg, og en pårørende, der har mistet et familiemedlem på grund af selvmord samt to behandlere, der har oplevet, at patienter tog deres eget liv.

 

Projektet er finansieret af Det Nationale Partnerskab for Selvmordsforebyggelse under Sundhedsstyrelsen.

​Kurset er publiceret i 2019.


Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden