Målgruppe
Ansatte i børne- og ungdomspsykiatrien og voksenpsykiatrien samt ansatte i somatiske skadestuer.
Indhold
E-læringskurset indledes med modulet "Værd at vide", der består af seks kapitler med faktuel viden, som gør kursisterne klogere på:
- hvad selvskade er
- hvem det er, der skader sig selv
- hvad årsagerne er til selvskade
- hvordan selvskade kan behandles.
Modulet giver også information om, hvordan man som behandler bedst møder unge, der skader sig selv, og hvordan selvskade kan håndteres under en døgnindlæggelse. Endelig omhandler et kapitel de selvskadende unges færden på internettet, hvor de bl.a. mødes på det hemmelige Instagram-netværk Priv, og deler billeder af selvskade, der kan føre til, at de inspirerer hinanden på en uhensigtsmæssig måde.

Modulet "Værd at vide" kan bruges som opslagsværk, så man ikke behøver at læse det hele.
Læs artikel om e-læringskurset, som skal give ansatte i børne- og ungdomspsykiatrien mere viden om selvskade
Lær gennem cases
Det indledende modul er suppleret med i alt tre video-cases, og undervejs er der indbygget interaktive øvelser, som skal få stoffet til at hænge bedre fast.
I videoerne gennemspilles forskellige scenarier i relation til selvskade, og kursisterne får redskaber til, hvordan mødet med de unge og samtalerne kan gribes professionelt an. Ud over videoen med den unge pige på døgnafsnittet, der har skåret i sig selv, er der en case, hvor en ung bliver screenet for selvskade på et ambulatorium. Den sidste video er en case, der fungerer som guide til, hvordan behandlere på et døgnafsnit kan spørge ind til de unges digitale liv og brug af selvskade-fora på sociale medier.

E-læringskurset er udviklet i samarbejde med Team for Selvskade i Region Hovedstaden.
Publiceret i 2021.
Find kurset "Selvskade ABC - Psykiatri" på Kursusportalen her