Med OplæringsGuiden får vejledere for Region Hovedstadens elever og lærlinge nu én samlet indgang til redskaber, inspiration og viden om god oplæring. Guiden er udviklet som en del af en bredere indsats for at styrke kvaliteten af erhvervsuddannelsesområdet.
"Vi vil gerne hjælpe oplæringsstederne endnu bedre i deres arbejde. De gør et virkelig godt arbejde derude, men der har nok manglet et sted, hvor alle deres gode erfaringer og ideer er samlet. Det har vi nu med Oplæringsguiden og kan derfor skabe et fælles grundlag," siger Camilla Rønnov Molin, chefkonsulent i sektion for Grunduddannelse og Uddannelsesudvikling i Center for HR og Uddannelse.
Guiden er ikke en opskrift, man skal følge slavisk, men en hjælp til både nye og erfarne vejledere.
"Er du ny vejleder, kan du finde tjeklister og lavpraktiske redskaber fra start til slut. Er du erfaren, kan du spejle din praksis i det, vi ved, virker," siger Camilla Rønnov Molin.
Fælles værktøjer og viden til alle uddannelser
Guiden bygger blandt andet på interview med over 30 elever, lærlinge og oplæringsansvarlig fra hele regionen. Der er input fra bredden af erhvervsuddannelser i Region Hovedstaden: Omsorg, It, teknik, service, logistik, byggeri, mad og kontor.
"Måske ikke overraskende, men meget oplæring er det samme uanset, om man uddanner kontorelever eller elektrikerlærlinge. God oplæring handler om relationer, tryghed, fællesskaber og dialog, og det går igen overalt," siger Camilla Rønnov Molin.
Hver erhvervsuddannelse har sin egen side i guiden med både generel og faglig viden og inspiration, og der er links til relevante kurser og mulighed for at kontakte EUD-teamet i Center for HR og Uddannelse, hvis man har brug for sparring.
Det bedste sted at lære
Målet er at Oplæringsguiden bliver en naturlig kilde til støtte i hverdagen.
"Vi håber, at guiden bliver et naturligt sted at gå hen, når man søger svar, og at det på sigt vil tiltrække endnu flere elever og lærlinge, fordi vi kan vise, at vi har fokus på den gode oplæring," siger Camilla Rønnov Molin.
Guiden afspejler samtidig en strategisk ambition om, at Region Hovedstaden er det bedste sted at lære.
"Man kan ikke markedsføre sig til flere elever og lærlinge, hvis ikke det, man tilbyder, er i orden. Med Oplæringsguiden viser vi, at vi tager kvaliteten alvorligt," siger Camilla Molin.
Her ses et eksempel fra en side i OplæringsGuiden
