Af Trine Kit Jensen
Det er Kate Aamund, læge, seniorforsker og chefkonsulent i Kvalitetetsenheden på Psykiatrisk Center Nordsjælland, der står i spidsen for projektet, som i hele landet skal sikre ensrettet vurdering af selvmordsrisiko på tværs af faggrupper og sektorer.
Den første version af e-læringskurset, der er produceret i samarbejde med RegionH E-læring, blev lanceret i foråret 2020. Kate Aamund modtog i 2021 Nordentoft-prisen for initiativet, og nu har projektet så igen høstet anerkendelse. Denne gang fra det Det Nationale Partnerskab for Selvmordsforebyggelse, der finansierede den første version og nu har imødekommet en ansøgning om støtte til videreudvikling. Bevillingen betyder bl.a., at e-læringskurset bliver udvidet med to nye cases. Den ene er en case med en psykotisk patient, den anden en case med en somatisk patient.
- Støtten til videreudviklingen fortæller mig, at vi har fået skabt et produkt, som vi kan være stolte af, og det glæder mig, at vi nu kan fuldføre den oprindelige plan for projektet med to nye cases, der begge er meget relevante og efterspurgte, siger Kate Aamund.

Ovenfor ses et billede fra en videosekvens i e-læringskurset, hvor Lars skal til en samtale i psykiatrisk ambulatorium
I forhold til patienter med psykoser, der har hallucinationer og fx hører stemmer, er det en meget svær og kompleks opgave at vurdere risikoen for selvmord, og derfor bliver en case fra denne gruppe nu en del af e-læringskurset i selvmordsforebyggelse.
Bevillingen betyder blandt andet, at e-læringskurset bliver udvidet med to nye cases. Den ene er en case med en psykotisk patient, den anden en case med en somatisk patient.
Den første version af e-læringskurset er implementeret i psykiatrien i de fem regioner, hvor alt klinisk personale bliver opkvalificeret på området. Men selvmordstruede patienter findes også på somatiske afdelinger, og det er baggrunden for, at undervisningsmateriale til personalet her nu også bliver inkluderet i e-læringskurset.
- Somatikeren ser patienten med lidt andre øjne, lige som det kan være vanskeligt at tage den svære samtale om et meget ømfindtligt emne, og casen med en somatisk patient betyder, at vi nu i højere grad vil kunne dække risikogrupper uden for psykiatrien, siger Kate Aamund.
Glad for at bidrage
Ansatte på somatiske afdelinger kan lige som ansatte i kommunerne og praktiserende læger tage e-læringskurset via hjemmesiden selvmordsforebyggelse.dk, og i RegionH E-læring ser sektionschef Peter Hultberg frem til, at arbejdet med version 2 går i gang.
- I RegionH E-læring er vi glade for, at den første version af e-læringsmaterialet er blevet godt modtaget og bliver anvendt flittigt i både regioner og kommuner, og vi glæder os over, at vi nu får mulighed for at bidrage til videreudviklingen af det nationale projekt. Det betyder, at andre specialer og faggrupper nu får mere viden og større kompetence, når det handler om at gøre en forskel i forhold til at forebygge selvmord, siger han.

Billedet er et udklip fra det nuværende modul "Værd at vide".
Version 2 af e-læringskurset om selvmordsforebyggelse vil ud over de to nye cases også byde på en opdateret udgave af modulet "Værd at vide".
Det nye materiale vil, lige som den første udgave af kurset, blive udviklet af en national arbejdsgruppe, der denne gang bliver udvidet med repræsentanter, som har særlig ekspertise i forhold de nye cases. Det kan fx være fra læger fra psykiatrien med tilsynsfunktion i somatikken, der bliver tilkaldt i forbindelse med vurdering af selvmordsrisiko. RegionH E-læring vil facilitere processen og efterfølgende stå for manuskript og videooptagelser til de nye cases.
Version 2 af e-læringskurset forventes færdig efter sommerferien 2023.