Af Trine Kit Jensen
Godt 40 deltagere var mødt op den 6. maj 2026 for at høre de tre meget forskellige AI-oplæg og netværke med hinanden i de indlagte pauser og under frokosten.
AI-Augmented Cognitive Toolchaining
David Lindholm, IT-didaktiske chefkonsulent hos SmartLearning, stod for dagens første oplæg om AI-Augmented Cognitive Toolchaining. Det går kort fortalt ud på at løse komplekse opgaver ved at sammenkæde forskellige AI-værktøjer, som undervejs hver især bliver anvendt til de delopgaver, de egner sig bedst til.

David Lindholm præsenterede også konceptet Portable User Context Capsule – en brugerstyret kontekstfil, der gør det muligt at skifte mellem forskellige AI-platforme uden hver gang at skulle forklare sin faglighed og arbejdsform.
Interaktiv træning i patientsamtaler med en talebaseret AI-bot
Næste mand på podiet var Anders Tornøe, specialkonsulent på Steno Diabetes Center, der bl.a. præsenterede MogensTaleBot - en talebaseret AI-bot til interaktiv træning i patientsamtaler. Den er blevet til, fordi Steno Diabetes Center gerne har villet udvikle et alternativ til eksempelvis klassiske e-læringsquizzer, der giver deltagerne viden, men ikke nødvendigvis kompetencer til at anvende denne viden i praksis.

Det er muligt med AI-bot´en, hvor opgaven for den sundhedsprofessionelle er at motivere patienten Mogens, der er kritisk over for opstart af insulinbehandling og frustreret over sundhedsvæsenet – men lydhør over for god argumentation. Her kan brugeren gå i dialog med den simulerede AI-patient, der svarer autentisk og giver feedback med det samme.
Ovenfor ses et billede af et digt kreeret af Andreas Refsgaard med hjælp fra AI på baggrund af fotoet i baggrunden af netværksdeltagerne.
Legende tilgang til AI
Som rosinen i pølseenden kunne deltagerne møde Andreas Refsgaard, kreativ koder og digital kunstner, der optrådte på slap line og viste eksempler på sin legende tilgang til AI. Her blev der bl.a. vist alternative måder at spille musik og skrive digte på. Det stærkt underholdende, men også tankevækkende oplæg involverede også deltagerne, og en af dem blev ved hjælp af AI lynhurtigt forvandlet til en "fake" kendis med omtale på Wikipedia. På samme måde blev der på et splitsekund produceret en "fake" AI-genereret hjemmeside med alt dertil hørende.

Lyt til, hvad 3 af deltagerne oplevede at få ud af netværks-træffet:
Lyt til Rasmus Thorsfelt, fra Udviklings- for Forenklingsstyrelsen
Lyt til Simon Gad Andresen, ContenTribe
Lyt til Birgitte Bang, Københavns Professionshøjskole, Campus Hillerød
Stemningsbillede fra auditoriet