Gå til hovedindhold

Ny e-læring til ansatte på Region Hovedstadens Apotek skal give grundlæggende træning i Good Manufacturing Practice (GMP)

​Af hensyn til patientsikkerheden er det et lovkrav, at alle der arbejder med fremstilling af lægemidler, skal have træning i Good Manufacturing Practice – god fremstillingspraksis. Med e-læringskurset bliver træningen nu standardiseret og mere fleksibel. 

​Af Trine Kit Jensen

Målgruppen for det nye e-læringskursus er alle medarbejdere indenfor produktion, kvalitet og it på Region Hovedstadens Apotek.

GMP-kurset skal være med til at sikre, at produkter på apoteket altid bliver fremstillet korrekt og i overensstemmelse med myndighedernes krav til patientsikkerhed. Kurset er produceret i samarbejde med RegionH E-læring. Det bliver nu en del af startpakken for alle nyansatte, mens medarbejdere der allerede arbejder på apoteket, i år skal tage kurset som led i den løbende GMP-træning.

"Vi har "oversat" GMP ind i den måde, vi arbejder på i apoteket, så reglerne er indarbejdet i procedurer, processer og beskrivelser. Når man tager e-læringen, skal man derfor ikke sidde og være bange for, om man nu kan huske det hele."
​​siger chefkonsulent Malene Metz Mørch,
Region Hovedstandens Apotek​

Tidligere er GMP-træningen bl.a. foregået som sidemandsoplæring og ved at sende medarbejdere på eksterne kurser, som Region Hovedstadens Apotek nu ikke længere skal bruge penge på.

- E-læring er ret genial i forhold til fleksibilitet, fordi du kan tage kurset, når det passer dig. Det sikrer også et standardiseret kursus, hvor alle får den samme viden. Vi har systematiseret træningen og som det bør være, er det kvalitetsafdelingen, der har haft ansvaret for udarbejdelsen af e-læringen og udbyder den, siger chefkonsulent Malene Metz Mørch, Region Hovedstadens Apotek, Kvalitet.


Komplekst reg​elsæt

På et sygehusapotek med lægemiddelproduktion gælder ikke ét samlet regelsæt. Det er den konkrete aktivitet, der bestemmer, hvilket regelsæt der skal følges, og produktionen er underlagt både nationale og europæiske retningslinjer.

I e-læringskurset bliver de vigtigste regelsæt og krav i forhold til aktiviteterne i forbindelse med produktion og dokumentation af medicinfremstilling gennemgået. Reglerne er mange og komplekse, men tanken er ikke, at de skal læres udenad, fortæller Malene Metz Mørch. 

- Vi har "oversat" GMP ind i den måde, vi arbejder på i apoteket, så reglerne er indarbejdet i procedurer, processer og beskrivelser. Når man tager e-læringen, skal man derfor ikke sidde og være bange for, om man nu kan huske det hele, siger hun.

I e-læringen beskrives det også, at kun flyindustrien, luftfarten og rumfarten har mere kontrol end den farmaceutiske produktion, og at der er gode grunde til det skrappe regelsæt.

GMP opstod for at beskytte patienter og forbrugere mod usikre, ineffektive og forurenede produkter efter en række alvorlige sundhedstragedier i det 20. århundrede, hvor mangelfuld kontrol kostede menneskeliv.

- Så GMP er sund fornuft, siger Malene Metz Mørch. ​​


Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden