Af Trine Kit Jensen
Det er e-læringsenhederne i Region Hovedstaden, Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark, der har udviklet både den oprindelige brandskole og den version, der er tilpasset en kommunal kontekst. Sidstnævnte skete i tæt samarbejde med repræsentanter fra kommunerne Hillerød, Holbæk, Furesø og Viborg. Den kommunale version blev lanceret i 2021, og siden har 12 kommuner taget Brandskolen til sig.
En af dem er Gladsaxe Kommune, hvor Louise Dam Falkedal er leder af Kildegården med godt 60 midlertidige døgnpladser til borgere og et stort ambulant genoptræningscenter. Efter sin ansættelse for to et halvt år siden hørte hun flere medarbejdere give udtryk for, at de var usikre på, om de var godt nok uddannede i forhold til brand. Samme billede viste sig ved det årlige brandtilsyn fra Beredskab Øst, og det startede en proces, der førte til indkøb af den kommunale udgave af Brandskolen.
- Jeg satte min daværende it-superbruger til at kigge på, om der fandtes noget generisk e-læringsmateriale på området, så vi ikke skulle bruge ressourcer på at lave vores eget. Hun fandt så frem til Brandskolen, som vi fik lov at teste, så vi kunne se, om det var noget for os, fortæller Louise Dam Falkedal.
Testen faldt positivt ud, og efter dialog med de øvrige chefer i sundheds- og rehabiliteringsafdelingen i Gladsaxe Kommune, var der enighed om at købe licenser til alle enheder i afdelingen, der samlet tæller omkring 1500 medarbejdere.
Del af systematisk uddannelse
Brandskolen har både et spor for ansatte, der arbejder med borgere, som ikke er selvhjulpne og et spor for medarbejdere, der arbejder med selvhjulpne borgere. Kildegården med 220 medarbejdere har begge borgergrupper, og her har e-læringskurset siden årsskiftet været en del af en systematisk uddannelsesindsats. Den er sat i værk for at sikre, at alle bliver skarpe på, hvad de skal gøre i tilfælde af brand.
"Medarbejderne værdsætter, at vi har sat brandundervisningen i system, og vi har fået gode tilbagemeldinger på, at man skal have taget e-læringskurset før man kommer på
kursus i praktisk brandbekæmpelse..."
siger Louise Dam Falkedal, leder af Kildegården i Gladsaxe Kommune
På døgnpladserne er mange af borgerne sengeliggende og nogle er kognitivt meget svækkede. Det betyder, at medarbejderne har et øget ansvar, hvis der opstår brand. Derudover er der medarbejdere, som er på job på tidspunkter, hvor ledere, udviklingspersonale og teknisk personale ikke er til stede.
- Sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter kan i aften-og nattetimerne stå meget alene. Derfor er det utrolig vigtigt, at de føler sig godt klædt på i forhold til, hvad der forventes af dem i tilfælde af brand, siger Louise Dam Falkedal.
I genoptræningscenteret, der også har en pensionistcafé, er borgerne mere selvhjulpne. Men også her er der brug for, at alle medarbejdere har viden om, hvordan man fx rømmer bygningen, slukker en mindre brand eller forebygger, at brande opstår.
Også praktisk brandbekæmpelse og lokal brandgennemgang
Samtidig med indkøbet af e-læringen blev der derfor indgået en aftale med Beredskab Øst om kurser i praktisk brandbekæmpelse, og Kildegårdens tekniske serviceenhed står nu for lokal brandgennemgang en gang om året på stedets forskellige arbejdspladser. Før var der tilbud om brandgennemgang hos serviceenheden en gang om måneden, men ved at informere om slukningsudstyr, branddøre og evakueringsplaner i de enkelte medarbejdergruppers eget miljø, er det målet at øge de ansattes tryghed i forhold til brandhåndtering.

Alle nyansatte på Kildegården skal tage e-læringskurset inden for de første 30 dage af deres ansættelse. E-læringen skal gentages en gang om året, og når det er ved at være tid, vil medarbejderne få en mail, der husker dem på, at de skal tage kurset igen. Derudover vil der ved alle MUS-samtaler blive samlet op på, om e-læringen er gennemført.
Det er også tanken, at kurset i praktisk brandbekæmpelse skal være obligatorisk for alle. I første omgang har man på Kildegården valgt at prioritere medarbejdere med aften- og nattevagter, men når de har gennemført kurset, vil man begynde at tilmelde de øvrige medarbejdere.
Louise Dam Falkedal fortæller, at der fra medarbejderside har været positiv respons på de nye initiativer i forhold til brand.
- Medarbejderne værdsætter, at vi har sat brandundervisningen i system, og vi har fået gode tilbagemeldinger på, at man skal have taget e-læringskurset før man kommer på kursus i praktisk brandbekæmpelse. Med den rækkefølge kan man fx få kigget lidt på, hvad der findes af brandudstyr og hvornår man skal bruge hvad, så man ikke møder op helt blank til den praktiske brandbekæmpelse, siger hun.
Udover Gladsaxe Kommune og de fire kommuner, der var repræsenteret i arbejdsgruppen – Hillerød, Holbæk, Furesø og Viborg – anvender disse kommuner Brandskolen: Gentofte, Rudersdal, København, Aabenraa, Randers, Vesthimmerland og Vordingborg.