Gå til hovedindhold

​​​​​​​

Bedre klædt på til videokonsultationer

​Videokonsultationer fylder mere og mere på hospitalerne. Et nyt læringssite på Region Hovedstadens hjemmeside skal derfor styrke sundhedsprofessionelles kompetencer i at kommunikere og skabe relationer, når mødet med patienterne foregår via en skærm.    

​Af Trine Kit Jensen  

Det nye læringssite udspringer af indsatsen Fremtidens Ambulatorium (FA), hvor digitalisering er et væsentligt element. Det gælder bl.a. i forhold til kontrol ved fysisk fremmøde på ambulatorierne, der i mange tilfælde vil kunne erstattes af en videokonsultation.  

 - På ambulatorierne er der rigtig mange fysiske kontroller, som ikke alle giver lige stor værdi, og med videokonsultation kan man samtidig tilbyde patienterne nogle mere fleksible måder at komme til kontrol på, fordi de ikke skal møde op på hospitalet, siger uddannelseskonsulent Susan Munch Simonsen, Sektion for Kompetenceudvikling under Center for HR og Uddannelse (CHRU).  

Hun står sammen med kollegaen Sarah Heelund Sofos bag indholdet på læringssitet, der er en indsats via en tværgående arbejdsgruppe under FA. Sitet er udviklet i samarbejde med CHRU's kommunikationsteam og RegionH E-læring på baggrund af input fra klinikere og patienter i såvel Region Hovedstaden som Region Sjælland. 

Målgruppen er alle sundhedsprofessionelle, der allerede arbejder med eller skal i gang med videokonsultationer. 

Materialet på sitet skal give dem kompetencer i forhold til de virtuelle møder, der kræver noget andet de traditionelle fysiske møder.  


Læringsv​​ideoer og refleksionsskemaer

På sitet er der bl.a. adgang til en række læringsvideoer med psykolog og ph.d. Ditte Hoffmann Frydendal, der har forsket i og udviklet internetbaserede behandlingsforløb.

Hun giver fx gode råd om, hvordan en videokonsultation kan struktureres, hvordan der kan skabes nærvær over en skærm og hvordan videomediets begrænsninger kan håndteres. Det adresseres også, hvordan usikkerhed og modstand hos patienten eller hos den sundhedsprofessionelle selv, kan overvindes.   

I tilknytning til videoerne er der adgang til en række reflektions- og læringsskemaer, der understøtter dialogen med patienten. De kan både bruges i den kliniske hverdag, i undervisning eller til faglig sparring.  

Podcast om erfaringer fra i​​mplementering 

Det nye læringssite rummer også inspiration til implementering af videokonsultationer i form af en podcast, optaget på Endokrinologisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital i Nykøbing Sjælland.  

Ledende overlæge Allan Kofoed Enevoldsen deler her ud af erfaringerne med, hvordan implementeringen er grebet an på afdelingen, mens sygeplejerske Mie Tausen Pedersen giver et praktisk perspektiv på videokonsultationerne. 

Patienten Jan på 76 år, der har diabetes 3, fortæller om sin oplevelse af videokonsultationerne, som han er tryg ved og glad for, fordi han nu slipper for den lange transport til hospitalet.   

Som støtte i forbindelse med implementering er der på læringssitet adgang til en plakat med 5 gode råd om videokonsultationer, der kan printes ud og hænges op. Derudover kan der printes en tjekliste med tips til den på gode videokonsultation.  

"​Nogle ambulatorier er måske i den spæde start, når det gælder videokonsultationer, mens andre har været i gang med implementeringen et stykke tid, og elementerne kan tilgås efter behov" 
siger Sarah Heelund Sofos, uddannelseskonsulent fra Sektion for Kompenceudvikling fra CHRU  ​​​

Kan anvendes efte​r behov 

Da der er forskel på, hvor langt de enkelte ambulatorier er nået i forhold til brugen af videokonsultationer, kan elementerne på læringssitet anvendes alt efter, hvor langt man er i processen, fortæller Sarah Heelund Sofos.  

 - Nogle ambulatorier er måske i den spæde start, når det gælder videokonsultationer, mens andre har været i gang med implementeringen et stykke tid, og elementerne kan tilgås efter behov, siger hun.  

I en opstartsfase, hvor der er brug for fælles fokus på implementering af videokonsultationer, kan man fx lytte til podcasten eller se læringsvideoerne på personalemøder. 

Senere i processen kan den enkelte så, alene eller sammen med kolleger, bruge reflektions- og læringsskemaerne eller tjeklisten til at undersøge praksis og finde ud af, hvordan det går med udviklingen af kompetencer i forhold til de virtuelle møder med patienter.  

Gå til læringssitet "Kompetenceudvikling til Fremtidens Ambulatorium" 



Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden