Gå til hovedindhold

​​

Regional brandskole har fundet vej til Dansk Gigthospital

​E-læringskurset Brandskolen er udviklet til brug i regionalt regi, men anvendes også på Dansk Gigthospital i Sønderborg. Her er det lige som i regionerne obligatorisk for alle medarbejdere. 

Vent...

​Af Trine Kit Jensen

Det er e-læringsenhederne i fire af landets regioner, der i fællesskab står bag e-læringskurset i forebyggelse og håndtering af brand. Kurset blev i 2021 relanceret i en ny, opdateret udgave. Det er obligatorisk for medarbejderne i alle regioner, men anvendes også på Dansk Gigthospital, der ejes af Gigtforeningen.

"Brandsikkerheden skal vi tage alvorligt, da vi fx kan have op til 28 indlagte patienter, som ligger på enkeltmandsstuer i sengeafdelingen..."
​siger Torben Wriborg, brandmand og ejendomsfunktionær på Dansk Gigthospital

Privathospitalet er omfattet af ordningen om frit sygehusvalg. Stedet har omkring 100 ansatte, herunder sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, fysioterapeuter, ergoterapeuter og en socialrådgiver, der tilbyder tværfaglig behandling af patienter med gigtsygdomme fra hele landet. Hospitalet har både et ambulatorium og en sengeafdeling, og ansatte skal en gang om året tage e-læringskurset, som hospitalet erhvervede i januar 2024.

Det gælder også Torben Wriborg, der har mere end 30 års erfaring som brandmand og underviser af frivillige brandfolk. Han er nu ansat som ejendomsfunktionær på hospitalet med ansvar for bl.a. forhold omkring brandsikkerhed, som stedet lægger stor vægt på, at der er styr på.

- Brandsikkerheden skal vi tage alvorligt, da vi fx kan have op til 28 indlagte patienter, som ligger på enkeltmandsstuer i sengeafdelingen, hvor der i aften- og nattetimerne kun er to sygeplejersker på vagt, siger han.

Gigthospitalet anvendte tidligere et andet e-læringskursus til brandundervisning, men da blev taget ud af drift, var en ny løsning nødvendig. Da Torben Wriborg fik nys om Brandskolen kontaktede han derfor e-læringsenheden i Region Midtjylland, der har sekretariatsfunktionen i forhold regionernes e-læringskursus.

- Vi betalte et engangsbeløb og så fik vi lov til at bruge kurset, som vi havde lyst til, fortæller Torben Wriborg. 

Nemt og overskueligt a​t gå til

Brandskolen består af tre moduler. Det første er et introduktionsmodul, der giver grundlæggende viden om alarmeringsprocedurer og håndtering af brand. Modul to handler om brugen af forskelligt brandslukningsmateriel og teknikker til effektiv brandbekæmpelse, mens det tredje modul har fokus på sikker evakuering af patienter og andre personer i tilfælde af brand. Kurset rummer også cases, baseret på virkelige hændelser og undervejs skal der svares på spørgsmål om indholdet.

Fra Torben Wriborg lyder det, at medarbejderne på Dansk Gigthospital har taget godt imod Brandskolen, som tager 20-25 minutter at gennemgå.

- Jeg har spurgt nogle stykker, hvad de mener om det og ikke hørt noget negativt. De synes, at det virker godt og er nemt og overskueligt at gå til. De oplever også at få en fornuftig introduktion til de forskellige ting, så de kan svare rigtigt på spørgsmålene, og hvis de alligevel svarer forkert, får de mulighed for at prøve igen, fortæller han.

Selv er den erfarne brandmand også tilfreds med kurset – med den lille tilføjelse, at han personligt godt kunne tænke sig, at det var muligt at svare på spørgsmålene i e-læringen først, så man ikke behøver at gennemgå hele Brandskolen, hvis man allerede har svar på rede hånd.

Også Schlerosehospitalerne i Haslev og Ry, som Schleroseforeningen står bag, har taget Brandskolen til sig. Her har e-læringskurset været anvendt siden juni 2023. 
​​

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden