Gå til hovedindhold

Den gode arbejdsrelation med patienten

​Hvis den gode arbejdsrelation ikke er på plads, er det svært at lykkes med behandlingen af patienter i psykiatrien. Et nyt e-læringskursus til alle medarbejdere i psykiatrien med patientkontakt skal være med til udvikle en fælles forståelse af, hvad en god arbejdsrelation er og hvordan man etablerer den i en travl hverdag. 

Vent...

Af Trine Kit Jensen

- Vi redder ikke verden med de metoder, vi præsenterer i kurset. Men det er et redskab til, at patienterne kan få det bedre hurtigere.   

Sådan lyder det fra Allan Kragh, kursusleder på Campus for Psykiatrisk Simulation (CAPS), der sammen med kursusleder Sabine Schmidt-Johansson står bag et e-læringskursus med titlen "Den gode arbejdsrelation med patienten: Sådan gør du!". Kurset er produceret med teknisk bistand fra RegionH E-læring.

Det nye e-læringskursus er målrettet alle ansatte i psykiatrien med patientkontakt - uanset faggruppe eller om man arbejder på sengeafsnit eller ambulatorie. Kurset er blevet til på baggrund af observationer i klinikken og udsagn fra CAPS-kursister, der ofte fortæller, at det kan være en udfordring at etablere den gode arbejdsrelation med patienten på kort tid. Målet med kurset er at "gøre det svære lettere" og give medarbejderne nogle helt konkrete værktøjer til, hvordan de kan arbejde med relationen. Derudover skal det sikre en fælles referenceramme i medarbejdergruppen.

- Den gode arbejdsrelation er fundamentet for, at vi kan lykkes med behandlingen af psykiatriske patienter. Derfor er det vigtigt at udvikle en fælles forståelse af, hvad en god arbejdsrelation er, så alle inden for de opgaver, de hver især har, kan etablere den gode relation, siger Sabine Schmidt-Johansson.

Valget er faldet på e-læring, fordi et e-læringskursus er lettere at passe ind i en travl hverdag end et fremmødekursus. Samtidig kan det nå ud til mange på kort tid. Det tager en time at gennemgå kurset, og medarbejderne kan tage det, når de vil og hvor de vil. Det optimale er at tage kurset i ét stræk, men bliver man afbrudt, kan man fortsætte på et senere tidspunkt.

​ - Vi har gjort os umage med at gøre noget abstrakt som 'at etablere en god arbejdsrelation' konkret, så vores kursister får nogle værktøjer, de rent faktisk kan anvende, når de dagen efter møder deres patienter, siger Sabine Schmidt-Johansson. 

Arbejdsrelationens tre dele

Kursets indhold er baseret på en bredt anerkendt teori om, at en arbejdsrelation består af tre elementer, der ikke kan skilles ad: Et følelsesmæssigt bånd, enighed om målet og enighed om, hvilke opgaver, der skal løses for at nå målet.

​- Når vi observerer i klinikken, kan vi nogle gange opleve, at der bliver sat lighedstegn mellem en god arbejdsrelation og et godt, følelsesmæssigt bånd. Men man må ikke glemme, at vi arbejder mod et mål. Patienterne skal blive så raske, at de ikke har brug for os mere, og de skal udføre nogle opgaver for at nå målet, siger Allan Kragh. 


E-læringens tre moduler

E-læringskurset består af tre moduler. I modul 1 skal kursisterne blive klogere på, hvornår der er tale om en god arbejdsrelation, og hvornår det er nødvendigt at arbejde med relationen til patienten, før den aktivitet eller behandling, der er i gang, kan forsætte. Via en række videosekvenser med korte udsagn fra skuespillere, der agerer patienter, får de her træning i at vurdere, om relationen er ok eller udfordret. De skal notere deres tanker og observationer, og efterfølgende får de at vide, hvordan en ekspertgruppe har vurderet de samme sekvenser.  

Modul 2 handler om, hvordan man udvikler og vedligeholder den gode arbejdsrelation. Her introduceres konkrete metoder til, hvordan man kan arbejde specifikt med de tre dele, der udgør en arbejdsrelation, herunder hvordan man opnår enighed med patienten om mål og opgaver. Også her er der efterfølgende øvelser baseret på korte videosekvenser og feedback fra ekspertgruppen.

​Modul 3 bygger på den viden, kursisterne har fået i modul 1 og 2. Alt efter, hvad der er mest relevant for den enkelte, skal kursisterne her vælge mellem en videofilmet samtalesituation i et ambulatorium og på et sengeafsnit. I begge scenarier skal de arbejde med to forskellige versioner af det samme scenarie og observere, hvordan samtalerne forløber, når det handler om arbejdsrelationen. Efterfølgende skal de svare på en række spørgsmål, og lige som i de to første moduler er der feedback fra ekspertgruppen. Hvis kursisterne ønsker lidt mere træning, kan de arbejde med samtalesituationerne fra både ambulatorium og sengeafsnit. 

Kan også anvendes i s​omatikken

Selv om e-læringskurset er udviklet til psykiatrien, peger Sabine Schmidt-Johannson på, at den viden og de metoder, der præsenteres i kurset, også er brugbar i somatikken.

​- Alt det, vi introducerer i kurset, er overførbart til somatikken. Man skal selvfølgelig tage hensyn til, at de øvelser og eksempler, vi kommer med, er fra psykiatrien. Men den grundlæggende forståelse for, hvad en god arbejdsrelation er og hvordan man etablerer den, er lige så relevant i somatikken, siger hun. 


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden