Af Trine Kit Jensen
Det er ikke nyt, at patienter og pårørende bliver hørt i sundhedsvæsenet. Men med sundhedsklyngerne, der blev etablereret i juli 2022, er det for første gang lovfæstet, at patienter og pårørende skal inddrages.
Brugerrepræsentanterne deltager i den faglige del af klyngesamarbejdet sammen med bl.a. læger, repræsentanter fra Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og administrative chefer på højt niveau fra hospitaler og kommuner. Som brugerrepræsentanter skal de være med til at sikre, at patienter og pårørende får en stemme, når det handler om organisering, udvikling, nye løsninger og indsatser i klyngen. Det kan være en stor mundfuld. Et e-læringskursus, der skal klæde brugerrepræsentanterne på til opgaverne, er derfor under udarbejdelse.

- I sundhedsklyngerne er der tale om organisatorisk inddragelse. Brugerrepræsentanterne har alle en sygehistorie med sig, men de skal ikke sidde der som specialister i fx sklerose eller diabetes. De skal være i stand til at løfte sig op i helikopterperspektiv og se på hele organisationen, og de skal kunne tale på alle brugeres vegne, fortæller Henriette Bager, chefkonsulent i Det Nære Sundhedsvæsen under Center for Sundhed og tovholder for arbejdsgruppen bag initiativet.
I arbejdsgruppen deltager udover Det Nære Sundhedsvæsen også repræsentanter fra Center for Patientinddragelse (CPI), Center for HR og Uddannelse (CHRU), Videns- og Kompetencecenter for Brugerinddragelse i Sundhedsvæsenet (ViBIS), kommunerne samt Patientinddragelsesudvalget (PIU).
Viden og redskaber
E-læringskurset til brugerrepræsentanterne bliver produceret af RegionH E-læring i samarbejde med arbejdsgruppen, der leverer indholdet. Kurset bliver et supplement til de øvrige kompetenceudviklingstilbud til brugerrepræsentanterne, herunder et intromøde ved start og 2 årlige netværksmøder.
Tanken er, at e-læringskurset skal bygges op omkring en række scenarier med refleksionsstop undervejs, og det skal være muligt for brugerrepræsentanterne at tage kurset i mindre bidder.

Via kurset vil de bl.a. få viden om deres rolle og mandat som brugerrepræsentanter, viden om rammerne for samarbejdet samt kendskab til de begreber, der bruges i forbindelse med brugerrepræsentation. De vil også få idéer til, hvordan de kan samarbejde indbyrdes og konkrete værktøjer til arbejdet i klyngerne. Overordnet skal kurset give dem redskaber til at indgå i klyngesamarbejdet på en kompetent, ligeværdig og konstruktiv måde.
Der er etableret sundhedsklynger omkring alle landets 21 akuthospitaler, og selv om initiativet til e-læringskurset kommer fra Region Hovedstaden, er det ambitionen, at også brugerrepræsentanter i de øvrige regioner skal kunne få glæde af det.
E-læringskurset forventes at være klar til brug senest i august 2023.