Af Trine Kit Jensen

Når der bliver taget blodprøver på hospitalerne, kan der ske fejl, både under selve blodprøvetagningen, under forberedelserne til blodprøvetagningen og efter blodprøvetagningen. Det kan fx betyde, at prøver skal tages om, så diagnostik og behandling forsinkes, og i værste fald kan prøver blive forbyttet, så patienter får forkerte blodprøvesvar. Et nyt e-læringskursus, skal nu være med til at mindske antallet af fejl og øge kvaliteten af blodprøverne.
- Vores meget travle kolleger på de kliniske afdelinger kan have svært ved at møde op til fysiske kurser. Med e-læringskurset håber vi, at det bliver nemmere for dem at få genopfrisket deres viden om blodprøvetagning, fordi de kan tage e-læringen på et tidspunkt, hvor det passer dem, siger læge Camilla Bjørnbak Holst, Klinisk Biokemisk Afdeling på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.
Bag e-læringskurset står repræsentanter fra Klinisk Biokemiske afdelinger i regionen og Central Enhed for Kvalitetssikring i samarbejde med RegionH E-læring. Målgruppen er alle sundhedsprofessionelle på hospitalerne, der tager blodprøver, og derudover personale i almen praksis. Derfor er der i e-læringskurset taget højde for de forskelle, der er i arbejdsgangene på hospitaler og i almen praksis.
Gode rutiner
I e-læringskurset er der fokus på at sikre nogle gode rutiner fra start til slut i forbindelse med blodprøvetagningen.
For at sikre korrekt patientidentifikation er det fx vigtigt at få sat mærkater på blodprøven, mens man er sammen med patienten. På hospitalerne er det også vigtigt straks at få patientens blodprøve registreret på den mobile enhed, så det fremgår, hvornår prøven er taget. På den måde kan der ikke efterfølgende opstå tvivlsspørgsmål om prøvens holdbarhed.
I forbindelse med selve blodprøvetagningen kan der ske destruktion af de røde blodlegemer (hæmolyse), hvis en staseslange fx sidder for længe eller hvis blodprøven bliver rystet for meget.
- På laboratoriet måler vi på hæmolysegraden, og hæmolyse kan betyde, at prøven ikke kan analyseres og skal tages om. Det kan give en forsinkelse af blodprøvesvar, som i nogle tilfælde er vigtige at få meget hurtigt, siger Camilla Bjørnbak Holst.

Efter blodprøven er taget, kan der opstå fejl i forbindelse med opbevaring og transport. Nogle prøver skal fx på is, mens andre straks skal til laboratoriet, fordi de skal centrifugeres hurtigt. Derudover er der blodprøver, som ikke kan tåle at blive sendt via rørpost til laboratoriet.
Ud over fakta om de typiske fejlkilder i forbindelse med blodprøvetagning, rummer e-læringen bl.a. to videofilm. Den ene viser, hvordan forberedelsen til blodprøvetagningen skal foregå for at være korrekt, mens den anden viser, hvordan man skal tage selve blodprøven og efterfølgende håndtere den. Endelig er der undervejs små øvelser, som hjælper med repetition af stoffet.
Effektmåling på hæmolyse
I løbet af efteråret er det planen, at der på en udvalgt hospitalsafdeling skal måles på effekten af e-læringskurset i forhold til hæmolyse.
- Hæmolysegraden i blodprøverne er en parameter, vi kan måle på, og den vil vi undersøge i en periode før og en periode efter, at personalet har gennemført e-læringen, så vi kan se, om der bliver færre prøver, vi ikke kan analysere på grund af hæmolyse, fortæller Camilla Bjørnbak Holst. Derudover skal personalet svare på et spørgeskema omhandlende deres udbytte af e-læringskurset.
Resultatet af effektmålingen ventes klar i løbet af foråret næste år.