Gå til hovedindhold
Billedet viser en e-læringsspecialist, som fremviser erfaringer med at opsamle data vedr. e-lærings afvikling

​​​​​​​​​​​​​​​

E-læringstræf på tværs af regionerne

​Regionernes e-læringsenheder er værter på skift, når de samles for at dele viden og udveksle erfaringer i netværket ELIR. I sidste uge var det RegionH E-læring, der stod for et arrangement over to dage med deltagelse af e-læringsspecialister fra hele landet.  ​

Vent...

​Af Trine Kit Jensen

Hos Region E-læring myldrede det onsdag og torsdag i sidste uge med e-læringsfolk, der deltog i et arrangement i regi af netværket ELIR. Netværkets navn er en forkortelse for e-læring i regionerne, og omkring 40 mennesker fra landets fem regioner deltog i arrangementet, der på grund af COVID-19 var det første af slagsen siden 2019.

"Det er fedt at få noget direkte og relevant sparring med kolleger, der også sidder i en region og laver e-læring..." ​
siger Emil Christian Nielsen Gram fra Region Midtjylland​

En af de fremmødte var Emil Christian Nielsen Gram fra Region Midtjylland, der også var med sidste gang.

- Det er fedt at få noget direkte og relevant sparring med kolleger, der også sidder i en region og laver e-læring. Vi er i samme sko og kan høre om de problematikker og udfordringer, de andre står med, og hvordan de løser dem, siger han.

På arrangementets første dag fik hver region om formiddagen lejlighed til fortælle om, hvad der rører sig hos dem og hvad de har gang i af spændende projekter. Dernæst var der afgang med bus til CAMES Herlev, hvor sektionschef Eva Thomas stod for en PowerPoint-præsentation af SIM Centret. Praktisk koordinator Arnth Mørk førte an i en rundvisning, både på toppen af Herlev Hospital med fremvisning af bl.a. de avancerede dukker, der anvendes i forbindelse med simulation og også i kælderen, hvor en halv ambulance og andre remedier til simulations-seancer har plads. Alt sammen krydret med små, sjove anekdoter, som han gennem årene har samlet op på sin arbejdsplads.

Robotter o​g tegnefilm

På dag to var deltagerne tilbage i Ryesgade, hvor Lotte Rubæk, leder af Team for Selvskade under Børne- og Ungdomspsykiatrien i Region Hovedstaden, holdt oplæg om indsatsen i forhold til selvskade og de e-læringsprojekter, der i den forbindelse er udarbejdet i samarbejde med RegionH E-læring.

Hos CAMES Rigshospitalet var deltagerne på besøg i 3D-print laboratoriet i Garagen, og de var også forbi CAMES Robotics – med mulighed for at afprøve robotterne. Efter frokost præsenterede RegionH E-læring to af sine projekter, der afspejler bredden i aktiviteterne. Det ene et e-læringskursus, der på nationalt plan har været med til at mindske antallet af kirurgisk indgreb efter medicinske aborter, og det andet en tegnefilm, der skal aflede små børn, mens de bliver undersøgt for skelen af en øjenlæge.

"Jeg synes, det har været rigtig spændende at møde de andre, og det er kommet bag på mig, hvor mange der faktisk sidder og laver e-læring ude i regionerne..." ​
siger Caroline Kjærgaard Hansen fra Odense Universitets Hospital​

Caroline Kjærgaard Hansen er en del af et lille team på tre medarbejdere, der har base på OUH, hvor de producerer klassisk e-læring og anden digital undervisning til ansatte på hospitalet. Derudover samarbejder de med e-læringsenheden i Region Syddanmark om opgaver. Caroline Kjærgaard Hansen blev først ansat på OUH i 2022, og ELIR-træffet var derfor hendes første.

- Jeg synes, det har været rigtig spændende at møde de andre, og det er kommet bag på mig, hvor mange der faktisk sidder og laver e-læring ude i regionerne. Det har også været spændende at se simulationscentrene, som vi også har et samarbejde med på OUH, siger hun.

Caroline Kjærgaard Hansen har bl.a. haft udbytte af at høre, hvordan man i andre regioner griber arbejdsprocessen an i forhold til e-læringsopgaverne, når det handler om opstart af projekter, processen undervejs, implementering og evaluering.  På fremtidige træf kunne hun godt tænke sig, at der også blev lejlighed til at udveksle erfaringer på et konkret lavpraktisk plan i forhold til produktion af e-læring, fx omkring forskellige programmer.

Emil Christian Nielsen Gram har på netværkstræffet bl.a. fået øjnene op for, at der måske skal gøres en større indsats for at sikre, at færdige e-læringskurser bliver implementeret ordentligt. Derudover er han glad for at have fået sat ansigter på e-læringsspecialisterne i andre regioner.  

- Nogle gange kan det hele godt blive lidt for digitaliseret, og det er nemmere at kontakte hinanden, hvis man i forvejen har haft en forbindelse og snakket sammen, siger han. 

Læs mere om det tværregionale netværk ELIR 


Se fotos fra netværksdagene

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden