Gå til hovedindhold

E-læring om genbehandling af kirurgiske instrumenter og udstyr

​Etableringen af Den Regionale Sterilcentral betyder helt nye arbejdsgange, når kirurgiske instrumenter og andet udstyr skal genbehandles. Et nyt e-læringskursus skal være med til at sikre, at alle operationssygeplejersker har styr på processerne. 

Vent...

​Af Trine Kit Jensen

Tidligere var det de enkelte operationsafsnit, der stod for genbehandlingen af kirurgiske instrumenter og andet udstyr. Men det er der ændret på med etableringen af Den Regionale Sterilcentral, der er på vej til at tage sig af genbehandlingen i et stærkt specialiseret, højteknologisk set up på hhv. Rigshospitalet og Herlev Hospital.

Det betyder, at operationssygeplejerskerne skal sætte sig ind i et nyt workflow og lære et nyt genbehandlingssprog at kende, og det får de hjælp til med et nyt e-læringskursus.

- Den nye genbehandlingscyklus er kæmpestor, og det er vigtigt for patientsikkerheden, at operationssygeplejerskerne har styr på alle processerne, siger Sidsel Lim Nikolaisen, udviklingskonsulent i Sektion for Kompetenceudvikling under CHRU.

Hun har i samarbejde med Ditte Gundorph Olesen, projektleder fra Den Regionale Sterilcentral og RegionH E-læring stået for udviklingen af det nye e-læringskursus - med hjælp fra kliniske specialister på hospitaler i hele regionen.

E-læringen knytter an til de nationale infektionshygiejniske retningslinjer (NIR) og VIP-vejledningerne på området. Den supplerer på basisuddannelsen for nyansatte operationssygeplejersker og efteruddannelsen for erfarne operationssygeplejersker, der kombinerer teoretisk tilstedeværelsesundervisning med kliniske aktiviteter. 

De kompetencekort, der er en del af ovenstående uddannelser, er sammen med e-læring og dialogen med operationssygeplejerskerne fundamentet i den samlede læringsaktivitet om genbehandling.


Beskriver alle del​​procedurer

I e-læringens første afsnit får operationssygeplejerskerne helt grundlæggende information om Den Regionale Sterilcentral og genbehandlingen.

De får samtidig en kort præsentation af it-systemet T-DOC, der anvendes til bestilling af operationsudstyr og bl.a. også kan spore udstyret, uanset hvor det befinder sig i genbehandlingscyklussen. Derudover præsenteres forskellige vogne, reoler og diverse andre remedier, der bliver brugt ved transport til og fra sterilcentralen.

Ellers er e-læringen opdelt i tre afsnit, der beskriver alle delprocedurer og operationssygeplejerskernes mange opgaver i relation til genbehandlingsprocessen, både før, under og efter operationen. Bl.a. er det operationssygeplejerskernes opgave at sikre, at det er det rette udstyr, der er leveret og at udstyret er sterilt. Hvis det under operationen viser sig, at der bliver behov for andre instrumenter end dem, der er leveret, skal operationssygeplejerskerne også vide, hvordan de akut får fat på disse instrumenter, og inden instrumenterne sendes tilbage til sterilcentralen, skal de rengøres i sterilt vand. Derudover skal det tjekkes, om instrumenterne fx er intakte.

I e-læringen indgår fotos og grafiske illustrationer samt en række videofilm fra Den Regionale Sterilcentral, der demonstrerer nogle af de arbejdsgange, som operationssygeplejerskerne skal kende i forhold til genbehandlingen.



Undervejs er der indlagt testspørgsmål, som giver mulighed for at repetere stoffet.

- Det gode ved e-læringen er, at de kan se den sammen med andre operationssygeplejersker eller med en klinisk sygeplejespecialist og på den måde få noget dialog. Hvis de glemmer noget, kan de også altid gå tilbage til e-læringen, siger Sidsel Lim Nikolaisen.

Lille spørgeskemaund​ersøgelse

Efter at have gennemført e-læringskurset inviteres operationssygeplejerskerne til at deltage i en lille spørgeskemaundersøgelse, hvor de skal svare på, hvordan de har oplevet e-læringen og i hvilket omfang de kan bruge det lærte i hverdagen.

- Den undersøgelse vil vi kigge på om et lille halvt års tid for at se, om der i kombination med feedback fra de kliniske sygeplejespecialister, er behov for forbedringer, siger Sidsel Lim Nikolaisen.

Læs om it-systemet IT-DOC, der anvendes i forbindelse med genbehandlingen

Gå til e-læringskurset og tilmeld dig via Kursusportalen​

​E-læring om genbehandling af kirurgiske instrumenter og udstyr​

Læs mere om uddannelse for operationssygeplejersker​​

Gå til basisuddannelse for nyansatte operationssygeplejersker

Gå til efteruddannelse for erfarne operationssygeplejersker​


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden