Gå til hovedindhold

Forskningsprojekt undersøger effekt af online-hjælp til patienter med kroniske smerter

​I et forskningsprojekt bliver effekten af to forskellige online-tilbud til mennesker med kroniske smerter nu undersøgt. Det ene tilbud er en række videoer, som Tværfagligt Smertecenter på Rigshospitalet står bag. RegionH E-læring har samlet og struktureret videomaterialet samt ydet teknisk bistand til indsamling af data, der understøtter forskningsprojektet. ​

Vent...

​Af Trine Kit Jensen   

Et stigende antal danskere lider af kroniske smerter, og på smerteklinikker landet over kan der være lang ventetid på behandling.  Det er baggrunden for et forskningsprojekt, som sygeplejerske og ph.d.- studerende Mark Puch Ørnskov, netop nu er i gang med i Region Hovedstaden.

- Der er brug for nogle tiltag, som i ventetiden på tværfaglig smertebehandling kan hjælpe mennesker med at håndtere deres smerter, siger han.

Målet med projektet er at undersøge effekten af to forskellige online-tilbud om hjælp til håndtering af kroniske smerter. Det ene består af to timers online-undervisning, der afvikles live med Mark Puch Ørnskov som underviser. Han er certificeret underviser i "Empowered Relief", der er en metode udviklet af forskere på Stanford University i USA. Metoden tager afsæt i kognitiv adfærdsterapi og giver bl.a. en række konkrete redskaber til smertehåndtering i hverdagen. 

Det andet tilbud er udviklet af Tværfagligt Smertecenter på Rigshospitalet og består af 10 korte videofilm med en biopsykosocial tilgang. Her giver smertelæger, en smertesygeplejerske, en psykolog, en fysioterapeut og en socialrådgiver fra Tværfagligt Smertecenter information og gode råd til patienter og deres pårørende, både i forhold til selve smerterne og i forhold til alle de andre aspekter af livet, der kan blive påvirket, når man er kronisk smerteramt. De emner, der bliver berørt, er fx smerter og energiforvaltning, kost, søvn og sexlyst, smerter i forhold til bevægelse, smertemedicin og bivirkninger af smertemedicin samt den påvirkning, smerter kan have på arbejdslivet.


Målinge​r efter 2, 6 og 12 måneder

Én gruppe af deltagere i forskningsprojektet modtager online-undervisningen udviklet på Stanford University, mens en anden gruppe ser videofilmene. En tredje gruppe er kontrolgruppe og får kun den hjælp, som egen læge kan tilbyde. Alle deltagere skal udfylde et start-spørgeskema og tre opfølgende spørgeskemaer efter hhv. 2, 6 og 12 måneder.

Både før projektstart og efterfølgende bliver alle deltagere bl.a.  målt på den internationale Pain Catastrophizing Scale (PCS). Her skal de i forhold til en række forskellige udsagn angive, i hvor høj grad deres smerter påvirker tanker og følelser i deres dagligliv. Der vil også blive målt på deres indtag af smertelindrende medicin før og efter - og på antallet af kontakter til sundhedsvæsenet. Derudover vil deltagerne blive bedt om selv at vurdere effekten af den intervention, de har modtaget.

- Hvis de har fået undervisning eller set videoerne håber vi, at deres tal bagefter ser bedre ud. Vores hypotese er, at online-undervisningen vil have størst effekt, fordi der her er mulighed for interaktion med underviseren, men måske kan videofilmene vise sig at give lige så gode resultater, siger Mark Puch Ørnskov.

Godt 100 smertepatienter in​​​kluderes

Videoerne fra Tværfagligt Smertecenter på Rigshospitalet er produceret i en periode, hvor der her var meget lang ventetid. Da forskningsprojektet gik i gang, var ventetiden 2 ½ år, men nye organisatoriske tiltag har betydet, at ventelisten inden for et år stort set er forsvundet.  

I alt skal godt 100 deltagere inkluderes i projektet, og da et af kriterierne er, at man som smertepatient har udsigt til en ventetid på minimum tre måneder, bliver der også rekrutteret deltagere på Gentofte Hospital, som huser Region Hovedstadens andet tværfaglige smertecenter.  Her er der pt. 3-4 måneders ventetid.

Mark Puch Ørnskov regner med, at alle deltagere er inkluderet i forskningsprojektet i juni næste år, og selv om ventetiden på Tværfagligt Smertecenter på Rigshospitalet nu næsten er væk, er det tanken at informationsvideoerne til den tid skal i spil her i forhold til alle nyhenviste patienter og deres pårørende.

- Vi har fra start forsøgt at lave videoerne, så de også kan bruges af nystartede patienter som supplement til den undervisning, de tilbydes på Tværfagligt Smertecenter. Med videoerne kan de få repeteret noget viden og tage det ind i deres eget tempo, og de kan se videoerne derhjemme sammen med deres pårørende, siger Elisa Mejlhede, socialrådgiver på Tværfagligt Smertecenter, Rigshospitalet, der har været tovholder i forbindelse med udviklingen af videomaterialet.

Resultaterne af forskningsprojektet, der måler effekten af de to online-interventioner, forventes at være klar omkring januar 2025. 


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden