Gå til hovedindhold

​​

Ny digital praktikguide til den sundhedsadministrative koordinatoruddannelse

​Studerende og praktikvejledere på den sundhedsadministrative koordinatoruddannelse (SAK) har fået et fælles redskab, der skal være med til at kvalitetssikre praktikforløbene på regionens hospitaler. Bag PraktikGuiden står Sektion for Grunduddannelse og Uddannelsesudvikling i samarbejde med RegionH E-læring. 

Vent...

​Af Trine Kit Jensen

SAK-studerende er i løbet af deres uddannelse i praktik i to perioder, 10 uger på 1. semester og 19 uger på 4. semester. Med støtte fra hospitalernes praktikvejledere skal de her lære at omsætte teori til praksis og udføre arbejdsopgaver, der er relevante i forhold til uddannelsens læringsmål. I den proces kan begge parter og også medvejledere nu trække på PraktikGuiden, der blev lanceret i starten af februar.

PraktikGuiden er et digitalt hjælperedskab, der har bl.a. har som mål at sikre ensartede praktikforløb, som har samme kvalitet, uanset hvilket hospital de foregår på.

- Der er syv hospitaler i Region Hovedstaden og selvfølgelig er der forskel på praktikforløbene, afhængigt af, hvilken afdeling de foregår på. Men vi håber, at guiden generelt kan være med til at understøtte kvaliteten af praktikforløbene og sikre, at der grundlæggende ikke er forskel på, om du er i praktik det ene eller det andet sted, siger Signe Torsbjerg Jørgensen, specialkonsulent i Sektion for Uddannelse og Uddannelsesudvikling.

Hun har været tovholder på udviklingen af det nye redskab, der er blevet til i samarbejde med RegionH E-læring og praktikvejledere fra hospitalerne. PraktikGuiden indeholder bl.a. en oversigt over læringsmålene for de to praktikperioder, suppleret med forslag til relevante arbejdsopgaver og reflektionsspørgsmål, der er koblet til læringsmålene. Derudover er der spørgeguides til både de ugentlige vejledningssamtaler og de øvrige samtaler i praktikforløbene, - forventningssamtalen ved starten af forløbet, midtvejsstatusmøde og den afsluttende evalueringssamtale. Skabeloner til dagsordener for og referater af disse samtaler er også tilgængelige.

 

​​Efterlyst af stude​rende og vejledere

Signe Torsbjerg Jørgensen fortæller, at både de studerende og deres vejledere har efterlyst guides til samtalerne i praktikken, så det står mere klart, hvad de enkelte samtaler skal bruges til. Der har været et behov for noget fælles at tale ud fra, og de udarbejdede guides sikrer en systematisk tilgang med spørgsmål, der kommer omkring det nødvendige.  

Endelig rummer den nye praktikguide også links til uddannelsesplan og litteraturliste samt links til e-læringskurser og websites med relevans for den sundhedsadministrative koordinatoruddannelse.  

- De links, der er indsat i PraktikGuiden, giver de studerende mulighed for på egen hånd at fordybe sig i relevante emner og blive klogere, når der er tid til det i løbet af praktikken, siger Signe Torsberg Jørgensen. 

Alle praktikvejledere har bidraget

Før lanceringen er den del af PraktikGuiden, der vedrører 1. praktikperiode, blevet pilottestet af 28 studerende og 27 praktikvejledere fra regionens syv hospitaler, og på baggrund af deres feedback er guiden efterfølgende blevet justeret. Det samme vil ske med den del af guiden, der omhandler 2. praktikperiode, når den er afprøvet på hospitalerne, fortæller Signe Torsbjerg Jørgensen.

Fire praktikvejledere fra forskellige hospitaler har sammen med hende udgjort projektets faglige arbejdsgruppe. Men alle praktikvejledere for SAK-studerende på regionens hospitaler – mellem 90 og 100 - har bidraget til PraktikGuiden.

- Siden uddannelsens start i 2021 har vi to gange om året afholdt temadage på Københavns Professionshøjskole, hvor praktikvejlederne bl.a. har arbejdet med, hvordan læringsmål omsættes til arbejdsopgaver og er kommet med gode idéer til reflektionsspørgsmål. Det er bl.a. alt det arbejde, der nu er kondenseret og kategoriseret i PraktikGuiden, så alle praktikvejlederne har i virkelighed ejerskab til den, siger Signe Torsbjerg Jørgensen.

Hun fortæller også, at der er koordineret med Københavns Professionshøjskole, så indholdet i Praktikhåndbogen herfra og den nye praktikguide stemmer overens. 



Du finder PraktikGuiden her


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden