Gå til hovedindhold

Ny e-læring om traumekald til Nordsjællands Hospital

​På Nordsjællands Hospital skal et nyt e-læringskursus være med til at sikre, at alle klinikere, der deltager i traumekald, kender både den overordnede struktur og deres specifikke opgaver og ansvar i teamet. E-læringen skal anvendes som forberedelse til simulationskurset i traumeteamtræning, men kan også bruges til oplæring af nyansatte.

Vent...

​Af Trine Kit Jensen

På akutmodtagelsen i Hillerød skal traumeteams kunne arbejde hurtigt og effektivt, når de modtager og behandler alvorligt tilskadekomne patienter. Derfor deltager klinikerne i fælles simulationstræning. Forud for denne træning kan de via et e-læringskursus nu tilegne sig viden om VIP-vejledningen på området og hospitalets traumemanual samt få gennemgået et traumekald fra start til slut.  

- Simulationskurset i traumeteamtræning handler om at øve sig i at omsætte noget viden og træne nogle færdigheder i en virkelighedstro situation. E-læringen giver klinikerne den grundlæggende viden, de skal have, før de kan gå ud og øve sig, siger projektsygeplejerske Trine Grundtvig Jensen, CAMES.

"​Mange unge henter i dag deres viden på bl.a. YouTube, og vores ambition har været at tilbyde klinikerne en moderne, tidssvarende og lynhurtig måde at tilgå stoffet på"
Siger projektsygeplejerske Trine Grundtvig Jensen fra CAMES​

Målgruppen for det nye e-læringskursus er alle, der deltager i traumekald på Nordsjællands Hospital: Anæstesilæger, anæstesisygeplejersker, ortopædkirurger og mave-tarmkirurger, akutsygeplejersker, bioanalytikere, radiografer, sekretærer og serviceassistenter. E-læringskurset er obligatorisk som forberedelse til simulationskurset i traumeteamtræning, men Trine Grundtvig Jensen peger på, at også andre vil kunne få glæde af det.

Bl.a. peger hun på, at "in situ"- træninger på hospitalernes akutafdelinger ofte foregår midt i en travl hverdag på de rigtige stuer, hvor der ikke er mulighed for fx en PowerPoint-præsentation af den grundlæggende viden i forhold til traumekald .

- Derudover må nyt personale nogle gange deltage i traumekald før de har haft mulighed for at deltage i simulationskurset, og de kan have nytte af e-læringskurset. E-læring kan ikke erstatte træning, men være et godt supplement, siger hun.



Tidssvarende m​åde at få viden på

VIP-vejledningen beskriver et traumekald i hovedtræk, mens traumemanualen er mere detaljeret og indeholder actioncards for alle medlemmer af teamet med beskrivelse af deres roller og arbejdsopgaver.

Indholdet i VIP-vejledning og manual kan man klikke sig frem til og læse via e-læringen, men det er også omsat til grafik og videofilm, der visualiserer stoffet.

- Mange unge henter i dag deres viden på bl.a. YouTube, og vores ambition har været at tilbyde klinikerne en moderne, tidssvarende og lynhurtig måde at tilgå stoffet på, siger Trine Grundtvig Jensen.

I det første modul introducerer Rune Molin, anæstesiologisk overlæge på Nordsjællands Hospital, formålet med e-læringen. I alt består kurset af 5 moduler. Udover gennemgang af VIP-vejledning og traumemanual, rummer det bl.a. en gennemgang og demonstration af M-ABCDE-principperne, information om dokumentation i Sundhedsplatformen og information om de afsluttende procedurer i forbindelse med traumekald.

Mange samarbejds​partnere                                                

E-læringskurset om traumekald på Nordsjællands Hospital er blevet til i et samarbejde mellem RegionH E-læring, CAMES, CIMT og den simulationsgruppe, der med overlæge Rune Molin som kursusleder står for traumetræningen på Nordsjællands Hospital. Som projektleder har Trine Grundtvig Jensen været tovholder på samarbejdet og bindeled til klinikken.

- Når kun en person har kontakten til klinikken, kan vi samle det, der skal løses, og på den måde forstyrre mindst muligt i deres travle hverdag, siger hun.

E-læringskurset om traumekald er finansieret af en regional bevilling til kompetenceudvikling i akutmodtagelser, der bl.a. støtter teamtræning. Sidste år blev der udviklet en lignende e-læring, målrettet medicinsk akutkald på Nordsjællands Hospital. Et e-læringskursus efter samme koncept, men tilpasset de lokale forhold, vil til næste år blive taget i brug i akutmodtagelsen på Bispebjerg Hospital, og også akutmodtagelser på andre hospitaler har vist interesse for konceptet.

Alle interesserede kan finde kurset i Kursusportalen under titlen "Traumekald på NOH". 

Trine Grundtvig Jensen kan kontaktes på mail: trine.grundtvig.jensen@regionh.dk


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden