Af Trine Kit Jensen
Sundhedsjournalen blev lanceret i 2014 og er en fælles national platform, der giver adgang til patientoplysninger på tværs af regioner og sektorer.
Sundhedspersoner på offentlige sygehuse og privathospitaler, praktiserende læger og - speciallæger samt sundhedspersoner i kommunerne kan her udveksle og hente data, der ikke findes i deres egne fagsystemer. Det kan bidrage til at skabe bedre sammenhæng og mere kvalitet i behandlingen. Men der er behov for at øge kendskabet til Sundhedsjournalen og hvordan den anvendes, og et nyt e-læringskursus skal nu hjælpe brugerne på vej.
"Vi skal vælge klogt og bruge vores ressourcer rigtigt, så vi fx ikke foretager undersøgelser eller tager blodprøver, der allerede er
udført i andet regi, og Sundhedsjournalen er derfor et nødvendigt arbejdsredskab. Det er det eneste system i Danmark, hvor vi er fælles om at dele data på tværs af sektorer og regionsgrænser"
siger Karina Eriksen, Fællesregional Systemadministrator i Region Nordjylland.
Kurset er udviklet i et samarbejde mellem RegionH E-læring og repræsentanter fra Brugergruppen for Sundhedsjournalen. Baggrunden for initiativet er bl.a. en interviewundersøgelse foretaget i forbindelse med projektet Sundhedsjournalen 4.0, der har haft som mål af forbedre og videreudvikle platformen. Undersøgelsen viste, at nogle sundhedspersoner slet ikke havde hørt om platformen, mens andre gav udtryk for, at de havde svært ved at navigere på den.
- Rigtig mange af de interviewede kendte godt Sundhedsjournalen, men sagde, at det er svært for dem at finde de data, de leder efter, fordi de ikke er fortrolige med de funktionaliteter, der er er til rådighed, fortæller Karina Eriksen, Fællesregional Systemadministrator i Region Nordjylland.
Detaljeret gennemgang
Det nye e-læringskursus indledes med en animeret film, der på bare to minutter forklarer, hvad Sundhedsjournalen er for en størrelse.
Dernæst følger en detaljeret gennemgang af alle Sundhedsjournalens menupunkter, deres forskellige funktionaliteter og anvisninger på, hvordan man bruger dem. Herunder fx hvordan man finder journaler, laboratoriesvar, billedbeskrivelser og informationer om patienternes vaccinationer, diagnoser og forløbsplaner.
I e-læringen findes også links med genveje til Lægehåndbogen, sundheds- og forebyggelsestilbud i regioner og kommuner, søgning på Sundhed.dk samt yderligere information om Sundhedsportalen. Via knappen "Lær mere" i e-læringsmaterialet er det derudover muligt at få svar på de mest stillede spørgsmål om Sundhedsjournalen.
Samlet har kurset en varighed på 50 minutter, men e-læringen kan også bruges som opslagsværk.
Statistikmodul og ambassadørkorps
Sideløbende med udviklingen af e-læringskurset er der til Sundhedsjournalen udviklet et statistikmodul, som betyder, at det fremover på et meget detaljeret niveau vil være muligt at se, hvem der anvender den, og hvem der ikke gør.
Der er også oprettet et ambassadørkorps med repræsentanter fra de forskellige brugergrupper, som skal være med til at formidle viden om Sundhedsjournalen, og er der steder eller faggrupper, som ikke benytter den, kan ambassadørerne tilbyde undervisning.
Med e-læringskurset og de øvrige initiativer håber Karina Eriksen, at anvendelsen af Sundhedsjournalen får et løft, så arbejdsgangene i sundhedsvæsenet bliver mere ensartede og effektive.
- Vi skal vælge klogt og bruge vores ressourcer rigtigt, så vi fx ikke foretager undersøgelser eller tager blodprøver, der allerede er udført i andet regi, og Sundhedsjournalen er derfor et nødvendigt arbejdsredskab. Det er det eneste system i Danmark, hvor vi er fælles om at dele data på tværs af sektorer og regionsgrænser, siger hun.
Hvis flere i sundhedsvæsenet anvender Sundhedsjournalen vil patienterne også kunne undgå at være informationsbærere, som det nogle gange er tilfældet i dag, påpeger Karina Eriksen.
- Det er vigtigt, at man som fagperson kan få information om et behandlingsforløb eller en behandlingsplan fra en anden fagperson, så man sikrer kvaliteten og patientsikkerheden, siger hun.
Endelig peger hun på, at patienterne med øget brug af Sundhedsjournalen kan få et mere komplet overblik over deres egne sundhedsdata, når de går ind på Sundhed.dk eller app´en MinSundhed.
Gå til e-læringskurset om Sundhedsjournalen
OBS. Vær opmærksom på, at du bliver bedt om at indtaste din mail-adresse. Når du anvender din mail-adresse efterfølgende, vil du straks kunne fortsætte, hvor du slap. Første gang, du besøger kurset, vil du blive bedt om yderligere oplysninger, før kurset starter.

På billedet ses teamkoordinator Helle Stenbæk fra RegionH E-læring, der sammen med Karina Eriksen præsenterede e-læringskurset på MedComs stand ved e-sundhedsobservatoriets årskonference i oktober 2025