Af Trine Kit Jensen
Team for Selvskade samlede for nylig 600 mennesker til en konference. Det vidner om stor interesse for at blive klogere på fænomenet, og med podcast-serien "Selvskadens psykologi" er der skabt en platform for formidling af viden og erfaringer på området, som kan nå ud i flere hjørner og kroge.
- Teamet er et specialiseret team, som bl.a. har til opgave at supervisere og opkvalificere personalet i Børne- og Ungdomspsykiatrien i Region Hovedstaden. Men teamet bliver også kontaktet fra andre regioner og kommunale indsatser, fordi selvskade er svært at arbejde med og mange fagpersoner ikke føler sig klædt på til opgaven. Det videnshul tror jeg, podcasten kan være med til at udfylde, siger Kathrine Byrialsen, projektkoordinator i Team for Selvskade og kandidatstuderende i Global Sundhed.
Kathrine Byrialsen er vært i podcastserien og håber også på, at den bliver et forum, hvor unge, der skader sig selv, kan lytte til erfaringer fra andre, der har stået i samme situation. Det samme håber hun på for deres familier. Inspirationen til det nye initiativ har Team for Selvskade fået fra en amerikansk podcastserie med psykologen Nicholas Wester, der har eksisteret i nogle år.
- Han har været rigtig god til at inddrage forskellige vinkler, der for fagpersoner som os har været interessante at lytte til. Samtidig har vi kunne bruge mange af hans pointer, når vi taler med familierne og de unge, fortæller Kathrine Byrialsen.
Kan selv vælge de mest relevante episoder
I podcastens første to episoder havde Kathrine Byrialsen besøg af psykolog Lotte Rubæk, leder af Team for Selvskade. Her var der bl.a. fokus på, hvordan selvskade defineres og hvor udbredt fænomenet er.
I en anden episode vil en fagkonsulent fra Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade være gæst, bl.a. for at aflive myter om, hvem det er, der skader sig selv. I en tredje episode sætter en mor ord på, hvordan det var for familien at opdage, at datteren skadede sig selv, og i en fjerde vil lytterne kunne møde en ung pige, der beretter om sit selvskade-forløb og sit arbejde med at blive rask igen.
Alle er selvfølgelig velkomne til at lytte kontinuerligt til podcast-serien. Men en ansat på et døgnafsnit i psykiatrien og en mor med mistanke om, at hendes datter er begyndt at skade sig selv, har ikke nødvendigvis brug for at vide det samme om selvskade. Derfor er det tanken, at podcastserien med tiden skal fungere som et katalog, hvor den enkelte kan vælge at lytte til netop den eller de episoder, som vedkommende finder mest interessant og relevant.
Starthjælp uundværlig
RegionH E-læring har i forbindelse med produktionen af de første episoder af podcasten ydet starthjælp til manuskript, optagelse og redigering.
- Hvornår vores vinger er blevet store nok til, at vi kan flyve selv, er en dialog, som vi løbende har med e-læringsenheden. Men starthjælpen har været altafgørende og sparet os for en masse begynderfejl. Når man lytter, synes jeg selv det lyder imponerende professionelt, og den kvalitet kunne vi ikke have opnået uden hjælpen fra RegionH E-læring, siger Kathrine Byrialsen.

Lyt til podcastserien
Podcastserien kan findes på diverse streamingtjenester.
Du kan fx lytte til podcastserien om selvskadens psykologi på Apple Podcasts
Læs om e-læringskurser relateret til selvskade