Af Trine Kit Jensen
Efter lanceringen af den første udgave af REFLEX viste det sig, at redskabet ikke bare var anvendeligt i forhold til SOSU-elever. På hospitalerne blev det også taget i brug i forhold til udenlandske sygeplejersker i evalueringsansættelse. Det satte gang i udviklingen af den tilpassede version, der undervejs også kom til at omfatte danske sygeplejersker og færdiguddannede social- og sundhedsassistenter.
- REFLEX er relevant for alle, fordi det er bygget op omkring et generisk patientforløb fra modtagelse til udskrivelse og kommer omkring de emner, det sygeplejefaglige personale vil møde på alle afdelinger, fortæller Malene Ricken, chefkonsulent i Sektion for Grunduddannelse og Uddannelsesudvikling under Center for HR og Uddannelse.
"Hvis den nyansatte på forhånd har arbejdet med de emner i REFLEX, der aktuelt er de vigtigste på den pågældende afdeling, bliver det nemmere for begge parter at tage en dialog om praksis på området."
Malene Ricken, chefkonsulent i Sektion for Grunduddannelse og Uddannelsesudvikling
Det digitale redskab kan tilgås fra både computer og mobile enheder, og Malene Ricken peger bl.a. på, at det kan være en hjælp for nyansatte sygeplejersker eller social- og sundhedsassistenter, der kommer fra en kommunal kontekst, hvor de fx har været vant til at arbejde i borgerens hjem.
- På hospitalerne bliver borgeren til patient. Rammerne og retorikken er anderledes, og der er forskelle i måden at arbejde på, siger hun.
Som et konkret eksempel nævner hun bl.a., at de ord, man bruger for målinger og screeninger og måden, man måler på, kan være forskellige fra kommune til hospital. I kommunerne arbejder man fx med TOKS – Tidlig Opsporing af Kritisk Sygdom, mens hospitalerne arbejder med EWS – Early Warning Score. Et andet eksempel er hygiejneområdet, hvor man i kommunerne ikke arbejder med noget, der skal være sterilt, men kun med rent og urent.
I målgruppen for REFLEX er også sygeplejefagligt personale, der måske har været ude af faget i en periode, og erfarne medarbejder, der har behov for at få genopfrisket viden, fortæller Malene Ricken.

Faglig viden, opgaver og refleksionsøvelser
I REFLEX er der adgang til læringsfilm, faktuel viden og andet materiale, som har fokus på de dele af et behandlingsforløb, der ikke er afdelingsspecifikke, men fælles for alle, der yder grundlæggende sygepleje.
Emnerne er bl.a. hygiejne, målinger og screeninger, patientsikkerhed, medicin, tværprofessionelt samarbejde og overgange, både i sundhedssystemet og mellem primær- og sekundærsektor. Derudover bliver fx de svære samtaler med patienten og med pårørende berørt.
REFLEX linker direkte til de VIP-vejledninger, der er relevante i forhold til et helt almindeligt generisk patientforløb, og den genvej er tænkt som en hjælp til fx nyansatte sygeplejersker, der så slipper for at skulle lede efter den rigtige vejledning blandt de mange andre i VIP-portalen.
Udover at hente faglig viden, kan det sygeplejefaglige personale finde opgaver relateret til de enkelte emner og REFLEX rummer også reflektionsøvelser, der er en hjælp til at styrke kvaliteten af sygeplejen.
I forhold til en nyansat kan det digitale lærings- og reflektionsredskab fx være et supplement til vejledningen fra den mentor eller buddy, de typisk bliver tilknyttet på afdelingen.
- Hvis den nyansatte på forhånd har arbejdet med de emner i REFLEX, der aktuelt er de vigtigste på den pågældende afdeling, bliver det nemmere for begge parter at tage en dialog om praksis på området, siger Malene Ricken.
For at komme udenlandske sygeplejersker og svage læsere med fx ordblindhed i møde, er der i forbindelse med udviklingen af REFLEX trukket på bistand fra sprogkonsulenter. Intentionen har været, at materialet ikke skulle være for teksttungt, og der er luget ud i sammensatte ord, forkortelser og såkaldt gråzonesprog, hvor det samme ord kan have flere betydninger.
Se det digitale lærings- og refleksionsredskab REFLEX - grundlæggende sygepleje
Du kan se REFLEX - grundlæggende sygepleje ved at tilmelde dig i regionens kursusportal