Af Trine Kit Jensen
Via Uddannelseslæge.dk kan uddannelseslæger få overblik over deres lægelige videreuddannelse. De kan samle dokumenter, få godkendt kompetencer af uddannelsesansvarlige overlæger, tutorlæger og vejledere, modtage attestation for tid, godkendelse af kurser fra kursusudbydere og de kan evaluere deres uddannelsesforløb. De kan også indsende den relevante dokumentation til Styrelsen for Patientsikkerhed, når de skal ansøge om selvstændigt virke eller speciallægeanerkendelse.
Uddannelseslæge.dk anvendes i alle regioner og også i Grønland og på Færøerne. Systemet afløste i 2022 de tidligere løsninger logbog.net og evaluer.dk, men henvendelser til systemsupporten har vist, at brugerne kan have svært ved at finde rundt i systemet. Det er baggrunden for, at der i samarbejde med RegionH E-læring nu er produceret 5 videoguides, som skal hjælpe brugerne på vej.
- Selv om det fra start var ambitionen at lave et brugervenligt system, har vi på bagkant kunnet se på henvendelserne til supporten, at der er brug for noget introduktion til, hvordan man navigerer rundt i systemet. Vi har lavet små skriftlige quickguides til forskellige enkeltopgaver, der skal løses på Uddannelseslæge.dk, men i forhold til at vise, hvordan man navigerer i systemet, fungerer det bedre med video, siger Barbara Bøgsted Knudsen, chefkonsulent i Sekretariatet for Lægelig Videreuddannelse Øst og projektleder på Uddannelseslæge.dk.
Guides til forskellige brugerroller
De speakede videoguides er skærmoptagelser af en app, der kører på mobiltelefon, men de kan ses både på mobil og pc.
4 af de nye videoguides er introduktioner til Uddannelseslæge.dk, der er målrettet hhv. uddannelseslæger, uddannelsesansvarlige, tutorlæger og vejledere. Den femte videoguide henvender sig til uddannelseslæger og er en gennemgang af de vigtigste funktioner i systemet.
Der er links til de 5 nye videoguides på lægeuddannelsens hjemmeside. Derudover vil nye brugere af Uddannelseslæge.dk fremover få en velkomsthilsen med et link til den eller de videoguides, der relevante for dem, så de har mulighed for at blive introduceret til systemet, før de går i gang med at anvende det. De nye videoguides kan fx også være en hjælp for brugere, der støder på problemer på tidspunkter, hvor det ikke er muligt at få support. Det kan fx være i weekenden eller på en nattevagt.
Se de nye videoguides på lægeuddannelsens hjemmeside via dette link
- Der har været tanker om de her videoguides allerede tidligt i processen, og vi er glade for, at det nu er lykkedes at prioritere ressourcer til at få dem produceret i samarbejde med E-læring, siger Barbara Bøgsted Knudsen.
I projektgruppen er det lige nu under overvejelse at få produceret flere videoguides. Det kan fx være introduktioner målrettet andre brugerroller i systemet, som fx kursusudbydere og administratorer. Det kan også være guides til funktioner i systemet, hvor video giver bedre mening end skriftlig information.
Nedenfor er nogle direkte links til de forskellige videoguides, som ligger på lægeuddannelsens hjemmeside
Introduktion af Uddannelseslæge.dk - til uddannelseslæger
De vigtigste funktioner i Uddannelseslæge.dk - til uddannelseslæger
Introduktion til Uddannelseslæge.dk - til vejledere
Introduktion til Uddannelseslæge.dk - til uddannelsesansvarlige
Introduktion til Uddannelseslæge.dk - til tutorlæger
Se et eksempel på en videoguide nedenfor