Gå til hovedindhold

Nyt e-læringskursus i håndhygiejne til klinisk personale

​Et hold hygiejnesygeplejersker fra både somatikken og psykiatrien har i samarbejde med RegionH E-læring udarbejdet et nyt e-læringskursus – "Håndhygiejne til klinisk personale". Målet med det nye kursus er, at alle faggrupper skal opleve kurset som relevant i forhold til de områder, de hver især arbejder med i hverdagen. 

Vent...

​Af Trine Kit Jensen

I Danmark viser tal fra Statens Seruminstitut, at 8-10 procent af alle patienter får en infektion i forbindelse med indlæggelse eller behandling på hospital. Det kan have alvorlige konsekvenser for liv og helbred, og det er også dyrt for samfundet, da der hvert år bliver brugt mindst en milliard kroner på behandling af mennesker, der har fået en infektion på hospitalet. Hænder der ikke er rene, er den hyppigste årsag til, at smitte spredes og infektioner opstår. Derfor er der gode grunde til at have stort fokus på håndhygiejne, så smitten kan forebygges.

- Håndhygiejne er ikke raketvidenskab, men vi er nødt til at italesætte, rådgive og vejlede om håndhygiejne, fordi den desværre ikke i alle situationer bliver efterlevet, siger Suzanne Pollas, der er hygiejnesygeplejerske på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.


Suzanne Pollas har været en del af et hold på fire hygiejnesygeplejersker, der sammen med RegionH E-læring har udviklet et nyt obligatorisk kursus i håndhygiejne til klinisk personale i både somatikken og psykiatrien. Kurset skal gennemføres, når en medarbejder bliver ansat og efterfølgende tages hvert andet år. Det afløser den tidligere version af kurset fra 2014, der trængte til en opdatering.

- Derudover har vi gennem årene fået tilbagemeldinger fra nogle faggrupper, der ikke rigtig kunne se sig selv i den gamle version af kurset, der nok primært var rettet til sundhedspersonale med mange plejeopgaver som sygeplejersker og sosu-assistenter. Med det nye kursus har vi gerne villet ramme bredere, så kurset opleves som relevant af alle i forhold til de arbejdsopgaver, de har i hverdagen, siger hun.

Hygiejnesygeplejerske Charlotte Ibsen, Region Hovedstadens Psykiatri, har også været en del af holdet bag kurset. Hun supplerer:

- Kurset skal gennemføres af alle kliniske medarbejdere, så det skal selvfølgelig give mening og afspejle relevante situationer for de enkelte faggrupper for at sikre den rette læring.   

Tests er fagspecifi​​​kke

Under udarbejdelsen har repræsentanter for forskellige faggrupper afprøvet den nye e-læring, og deres tilbagemeldinger og ændringsforslag er taget til efterretning og har været med til at forme det nye kursus.

For at ramme plet i forhold til flere, har holdet af hygiejnesygeplejersker også valgt at differentiere den test, der afslutter e-læringskurset, så den er fagspecifik og stiller spørgsmål til det, der i forhold til håndhygiejne er særlig relevant for de enkelte faggrupper.

Der er fagspecifikke tests til bioanalytikere/laboranter, ergoterapeuter, farmakonomer, fysioterapeuter, jordemødre, læger, plejepersonale, portører og radiografer. Derudover rummer kurset en test til "øvrige faggrupper", herunder fx socialrådgivere, pædagoger, hospitalspræster og hospitalsklovne. Der differentieres også mellem arbejdssteder som somatik og psykiatri.

- Vi har også været heldige at arbejde sammen med en dygtig illustrator, som har givet e-læringskurset et godt layout, som er både interaktivt og interessant at kigge på, fortæller Charlotte Ibsen.​

​I selve e-læringskurset får det kliniske personale generel information om, hvorfor håndhygiejne er vigtig, hvornår håndhygiejne skal udføres og hvordan håndhygiejnen udføres korrekt. Sidstnævnte omfatter både korrekt hånddesinfektion, korrekt håndvask og korrekt brug af handsker.

I kurset bliver også smittevejene på hospitaler gennemgået og der bliver givet konkrete eksempler på, hvordan dårlig håndhygiejne hos klinisk personale har ført til smittespredning blandt både patienter og kolleger. Derudover indgår bl.a. to videoer om smittevejene i et ambulatorium og på en sengestue i kurset. Her er bakterier og virus markeret med en grøn eller orange farve, så det visuelt bliver tydeligt, hvordan og i hvilke situationer, smitten kan blive spredt til andre eller i miljøet.

De to videoer er "genbrug" fra tidligere håndhygiejnekampagner, og her har de været en øjenåbner og katalysator for refleksion over egen håndhygiejne.  

- Vi ser rigtig mange sidde og smile, når de ser filmene, for de kan jo godt se, hvad det er, der foregår, fortæller Suzanne Pollas.

Det nye e-læringskursus i håndhygiejne kan gennemføres på 25-30 minutter. 

Du kan tilmelde dig kurset i Håndhygiejne for klinisk personale i Kursusportalen, hvis du er ansat i Region Hovedstaden




Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden