Af Trine Kit Jensen
Er det ok at bruge suttebrik, hvis barnet ikke tager ordentligt fat eller brysterne er meget ømme? Og skal man malke ud for at øge mælkeproduktionen eller give modermælkserstatning på flaske, hvis barnet ikke får mad nok?
Der mangler ensartethed i ammevejledningen, og nybagte mødre kan derfor opleve, at der hele tiden kommer forskellige råd om, hvordan amningen skal gribes an. Det gælder både, mens de stadig er på hospitalet og når de kommer hjem og fx møder den kommunale sundhedspleje.
"...Nogle mister måske helt troen på, at de kan lykkes med amningen, og det øger risikoen for fødselsdepression."
siger Dorrit Vizel-Schwartz, udviklings- og projektsygeplejerske
på Afdeling for Graviditet, Fødsel og Barsel på Herlev Hospital
- Hvis kvinderne får modstridende råd fra sundhedspersonalet, bliver de usikre på processen. Nogle mister måske helt troen på, at de kan lykkes med amningen, og det øger risikoen for fødselsdepression, siger Dorrit Vizel-Schwartz, udviklings- og projektsygeplejerske på Afdeling for Graviditet, Fødsel og Barsel på Herlev Hospital.
Dorrit Vizel-Schwartz står i samarbejde med eksperter i amning og Sektion for kompetenceudvikling i Region Hovedstaden bag et nyt e-læringskursus, der er produceret af RegionH E-læring. Kurset skal give sundhedspersonale på hospitaler og i kommuner et fælles fundament at stå på i forhold til ammevejledning. Det henvender sig til alle, der møder de nybagte mødre i den første tid efter fødslen, fx jordemødre, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og sundhedsplejersker.
- Målet har været at udvikle et redskab til kompetenceløft i forhold til amning, og mit håb er, at vi kan rykke noget i forhold til ammevejledningen og være med til at forbedre ammeforløbene, hvis alle får den samme grundlæggende viden om amning, siger Dorrit Vizel-Schwartz.

Forskelle i uddannelse og viden
Som en af årsagerne til den uensartede ammevejledning peger Dorrit Vizel-Schwartz på, er at der på hospitalerne kan være stor forskel på, hvor meget uddannelse og viden, sundhedspersonalet har i forhold til amning. Som sygeplejerske får man under uddannelsen fx stort set ingen undervisning i amning, medmindre man er praktik på en barselsgang, og på jordemoderstudiet fylder amningen ikke meget i forhold til undervisningen om selve fødslen.
- Når du bliver ansat på en fødegang eller en barselsgang ved du ikke nødvendigvis noget om amning, og du bliver kun så god, som du kan blive med den sidemandsoplæring, der er adgang til, siger hun.
På hospitalernes barselsgange er der også medarbejdere med den særlige ammeuddannelse (IBCLC), men ofte mangler der en strategi for, hvordan uddannelsen bliver omsat i praksis, fortæller Dorrit Vizel-Schwartz.
Katrine Skjærven er sundhedsplejerske i Gentofte Kommune og certificeret ammekonsulent (IBCLC). Hun er en af de eksperter, der i det nye e-læringskursus formidler viden om amning. Også hun oplever, at det skaber forvirring og frustration hos de nybagte mødre, når de får forskellige informationer fra sundhedsprofessionelle.
I overgangen fra den ene sektor til den anden, handler det nogle gange om, at amningen ændrer sig over tid, og at det kvinden har fået at vide på hospitalet, derfor ikke nødvendigvis gælder, når hun er kommet hjem. Men selv om sundhedsplejersker generelt er godt klædt på til ammevejledningen, vil også de kunne have glæde af e-læringskurset, mener Katrine Skjærven.
"...mit håb er, at vi kan rykke noget i forhold til ammevejledningen og være med til at forbedre ammeforløbene, hvis alle får den samme grundlæggende viden om amning."
siger Dorrit Vizel-Schwartz.
I Gentofte Kommune forestiller hun sig fx, at e-læringskurset kan komme i spil i forbindelse med personalemøder eller en temadag om amning, hvor alle på forhånd har gennemgået materialet.
- Vi kan så sammen drøfte det og følge op på, om det så også er det vi gør i forhold til, hvad der er vigtigt for amningen og i forhold til, hvad vi fortæller kvinderne, siger hun.
Baseret på ammehåndbogen
Det nye e-læringskursus er baseret på "Amning – en håndbog for sundhedspersonale" fra Sundhedsstyrelsen, der i daglig tale kaldes ammehåndbogen. Kurset formidler i teori og praksis helt grundlæggende viden om emnet, og der er fokus på tiden lige efter fødslen.
- Det har vi valgt, fordi vi ved, at hvis vi får grundlagt en god amning fra start, er der større mulighed for succes på sigt, siger Dorrit Vizel-Schwartz.
Kurset er inddelt i en række afsnit, der bl.a. kommer omkring emner som ammestillinger, ammeteknikker, ammehyppighed og varighed af den enkelte amning. Tegn på sult, barnets sutteteknikker og tegn på trivsel hos barnet bliver også beskrevet, lige som et afsnit omhandler, hvad man gør, hvis amningen ikke fungerer. Derudover beskrives fx brystets udvikling, mælkeproduktionen og modermælken samt faktorer, der kan komplicere amningen.
Stoffet formidles via videofilm og en podcast, der er kombineret med tekst og grafik, så det bliver lettere tilgængeligt end ammehåndbogen.
- Kurset kan ikke stå alene, men det kan være springbrættet til videre undervisning, siger Dorrit Vizel-Schwartz.

Ser mange anvendelsesmuligheder
På Herlev Hospital bliver e-læringskurset i første omgang testet af studerende på barselsgangen. Men på lidt længere sigt er det tanken, at kurset skal være obligatorisk for alt personale på barselsgangen, uanset hvor længe medarbejderne har været ansat. Her er det planen, at de efter at have set e-læringskurset skal møde op til 2 undervisningsgange.
Derudover håber Dorrit Vizel-Schwartz, at også fødegangen, neonatalafdelingen og børneafdelingen vil tage e-læringskurset til sig, og at det kan komme i spil på andre hospitaler, både i Region Hovedstaden og i andre regioner.
I forhold til kommunerne ser Katrine Skjærven ikke blot e-læringskurset som et redskab, der kan anvendes i forhold til sundhedspersonalet. Hun ser også perspektiver i at bruge kurset i forbindelse med ammeundervisning af gravide.
- Rigtig mange kvinder har ikke fokus på amning under graviditeten, fordi selve fødslen og alt muligt andet fylder meget. Derfor kunne jeg godt tænke mig, at vi i Gentofte Kommune og alle andre kommuner lavede en større indsats i forhold til at invitere familierne ind til noget ammeforberedende undervisning inden fødslen, siger hun.
Det nye e-læringskursus omhandler kun de ukomplicerede ammeforløb, men der er planer om også at udarbejde et kursus om de mere komplicerede forløb.
Se e-læringskurset
Du kan se e-læringskurset "Amning de første dage efter fødslen" på Kursusportalen