Gå til hovedindhold

Podcastserie om selvskade har fået fin modtagelse

​I foråret lancerede Team for Selvskade under Børne- og Ungdomspsykiatrien i Region Hovedstaden en podcastserie om selvskadens psykologi. Foreløbig er der udgivet 5 episoder i serien, som får starthjælp fra RegionH E-læring, og interessen for at lytte med har overrasket positivt. 

Vent...

​Af Trine Kit Jensen

Hvad er selvskade, og hvor udbredt er det? Det er titlen på episode 1 i podcastserien "Selvskadens psykologi", og den episode er siden publiceringen i maj måned blevet downloaded 443 gange.

- Vi havde ingen idé om, hvad vi skulle forvente. Om det var 10 eller 100. Så over 400 downloads synes vi er sejt, når der er tale om et smalt emne, som vi dyrker på et nørdet, detaljeret niveau. Det er dejligt, at så mange ude omkring i landet nu får viden, der direkte eller indirekte vil kunne gavne børn, unge og voksne, der skader sig selv, siger Lotte Rubæk, der er leder af Team for Selvskade.

Vært i podcastserien er Kathrine Byrialsen, projektkoordinator i Team for Selvskade og kandidatstuderende i Global Sundhed. Hun har hver måned besøg af en gæst, der fagligt går i dybden med et aspekt af selvskadefænomenet, fortæller om egne erfaringer med selvskade eller erfaringer som pårørende, og også lyttertallene på seriens 2, 3 og 4 episode arbejder sig pænt opad. Her der foreløbig hhv. 392, 273 og 257 downloads.

På tegn​​ebrættet i flere år

Lotte Rubæk fortæller, at podcastserien om selvskade har været på tegnebrættet i flere år, fordi Team for Selvskade gerne ville give fagfolk og andre med interesse for emnet let adgang til viden, så de kan blive klogere på fænomenet uden fx at skulle læse lange forskningsartikler.

- Vi ved, at det for mange bliver mere overskueligt at hente viden, hvis de kan lytte til en podcast på fx en bustur eller en gåtur. Så i folks travle liv tænkte vi, at en podcast var den mest realistiske vej at gå for at give flere viden om selvskade, siger hun.

Hvem det er, der lytter til podcastserien, er der ingen konkrete data på.

- I forhold til de første episoder tror jeg primært, det har været fagfolk. Men jeg har hørt om flere forældre, der har fået serien anbefalet og haft glæde af den. I de kommende episoder kommer der flere forældrefortællinger og fortællinger fra unge, der har skadet sig selv. Så jeg tror, den er vedkommende for rigtig mange, siger Lotte Rubæk.

Ansatte i Team for Selvskade henviser selv til episoder fra podcastserien, når de er ude og undervise på døgnafsnittene i psykiatrien.

- Det er rart at have et "pensum" liggende, så vi kan bede medarbejderne om at lytte til en bestemt episode, før vi skal undervise i et bestemt emne, siger Lotte Rubæk.

Hun beretter også, at alle dem, der har været gæster i podcastserien, har været glade for at få lov at medvirke. Et par fagfolk har selv henvendt sig, fordi de gerne vil bidrage til serien.

8 nye episoder er klar

Episode 5 i podcastserien udkom onsdag 28. august, og fagkonsulent Heidi Boserup fra Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade fortalte her om, hvem det er, der skader sig selv. Otte nye episoder er allerede optaget og flere er under planlægning.

I de kommende episoder vil der bl.a. være fokus på de biologiske aspekter af selvskade samt emnet digitale fællesskaber og selvskade. Sidstnævnte vil blive behandlet i to episoder, og i den ene vil en ung kvinde, der tidligere har skadet sig selv, fortælle om, hvordan det var at være med i et online-fællesskab.

En mor vil i en anden episode bidrage med sine erfaringer i forbindelse med datterens selvskade. Man vil også kunne lytte til en episode, der handler om, hvordan selvskade påvirker omgivelserne på et døgnafsnit i psykiatrien og til en episode med anbefalinger af, hvordan selvskade skal behandles under indlæggelse på et døgnafsnit. Endelig vil Lotte Rubæk selv optræde i en episode om selvskade "by proxy", hvor man i forbindelse med selvskade får andre til af påføre sig smerte.

Podcastserien fra Team for Selvskade får starthjælp fra RegionH E-læring i form af støtte til form, optagelse og redigering. ​

Lyt til podcastserien om selvskadens psykologi


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden