Gå til hovedindhold

​​

Potentiale i nyt koncept med kombination af podcast og workshop

​Både yngre læger og deres mere erfarne kolleger er glade for et nyt koncept, der består af en podcast og en workshop, som sætter fokus på udvikling af ledelseskompetencer hos uddannelseslæger i psykiatrien. Det viser interviews med en række læger, der har afprøvet konceptet. 

Vent...

Af Trine Kit Jensen


"Vi ​​kunne sagtens have siddet og snakket om de her ting også uden at høre podcasten. Men at høre et konkret eksempel og en konkret situation synes jeg er en hjælp til at få diskussionen i gang".

"Det var rigtig fedt, at det ikke var sådan en papircase….Man hører Emilies stemme og hvad hun tænker, og man hører overlægen. Det gør det meget livligt og relaterbart".

Sådan lyder det i en interviewundersøgelse fra to yngre læger, der har lyttet og nikket genkendende til de udfordringer og dilemmaer, casen Emilie møder som uddannelseslæge i psykiatrien. Podcasten er en del af et koncept, der sætter fokus på udviklingen af ledelseskompetencer hos yngre læger. De yngre læger deltager i mindre grupper i en workshop, hvor de sammen hører podcasten og efterfølgende reflekterer over de spørgsmål, den rejser.

De enkelte workshops ledes af en moderator, der typisk er en uddannelsesansvarlig overlæge. En af dem siger om konceptet, at det har været med til at give deltagerne en større bevidsthed om, hvad ledelse er.

"…De opdagede, at ledelse allerede var en del af deres hverdag. De er i gang med at lede, så spørgsmålet var, hvordan man bliver god til det, og det var de faktisk ret interesserede i".

Mere p​å vej

Planen er, at det første podcastmodul og den første workshop om ledelseskompetencer skal have selskab af flere.

Det hilses i interviewundersøgelsen velkomment af en anden uddannelsesansvarlig overlæge. Især hvis de kommende podcasts og workshops kommer til at tage højde for, at de dilemmaer yngre læger skal forholde sig til, bliver mere og mere vanskelige i takt med, at de kommer tættere på at være færdiguddannede speciallæger.

"Når de kommer længere i deres uddannelse og snart er speciallæger, vil det være rigtig fint at udbygge konceptet til at involvere nogle af de dilemmaer, man står med, når man skal tage beslutninger på et mere vanskeligt niveau, hvor fx etiske overvejelser og sådan noget indgår".

I alt indgår i undersøgelsen interviews med 7 uddannelseslæger og 3 moderatorer, der alle generelt er glade for konceptet.

Forskningschef på CAM​ES Herlev ser muligheder

Forskningschef på CAMES Herlev, Doris Østergaard, professor i postgraduat medicinsk uddannelse og simulation, ser positivt på idéen med en kombination af podcasts og workshops i uddannelsesøjemed. Ikke bare i forhold til psykiatrien, men også somatikken.

Bl.a. peger hun på, at uddannelseslægerne via podcasten bliver opmærksomme på, at andre lige som dem selv kan være i tvivl om, hvorvidt de i udfordrende situationer skal sige fra, kaste sig ud i det eller bede om hjælp. Det forbereder dem til workshoppen, hvor de vil føle, at de går ind i et trygt læringsrum.

- Derfor er det hensigtsmæssigt at kombinere de to ting, og det du mangler læringsmæssigt i podcasten, kan der så suppleres med på workshoppen, siger hun.

Doris Østergaard har ansvaret for de obligatoriske ledelseskurser for uddannelseslæger i regionen, og i forbindelse med dem ser hun gerne, at podcastmediet bringes i spil.

- Når de er i introduktionsstilling, er de på et to-dages fremmødekursus, hvor man blander alle specialer, og i forhold til det kursus kunne man sagtens forberede flere af sessionerne ved hjælp af en podcast. Derudover har vi et kursus ved slutningen af deres specialuddannelse. Her handler det om personligt lederskab, hvor man godt kunne bringe podcasten op på et mere avanceret niveau, siger hun.

Doris Østergaard mener dog samtidig, man skal være meget bevidst om, hvornår podcastmediet er egnet. I forhold til meget koncentrationskrævende medicinskfaglige emner som fx anæstesiologi er mediet nok ikke oplagt, mens hun sagtens kan forestille sig podcasts om emner som fx psykologisk tryghed eller patientsikkerhed i de overgange, hvor ansvaret for patienten skifter hænder.

- Der er en bred vifte af muligheder med podcasts, men som uddannelsesansvarlige skal vi være opmærksomme på, hvornår vi gør hvad, siger hun.  

Evaluering nyt koncept.pdf

Læs artikel om konceptet "Podcast til yngre læger på speciallægeuddannelsen i psykiatri"

Lyt til podcasten "Podcast til yngre læger i psykiatri"


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden