Af Trine Kit Jensen
- Det varer kun 30 sekunder, men vi stopper op, kigger hinanden i øjnene og får på en standardiseret måde kommunikeret om, hvordan patienten har det. Hvad ser du, hvad ser jeg – og hvor skal vi hen?
Sådan beskriver operationssygeplejerske Naja Nielsen den intraoperative timeout, som siden 2018 har været fast procedure ved akutte mave-tarm kirurgiske operationer på Herlev og Gentofte Hospital. Timeout 'en er et særligt sikkerhedstjek, som operationsteamet foretager hver halve time for at sikre, at beslutninger i forhold til patientens behandling bliver truffet på det rette grundlag.
- Kirurgen kan godt stå og operere i den tro, at patienten har det godt. Men hvis patienten i virkeligheden har det rigtig dårligt, skal der tages nogle andre beslutninger og laves en anden operativ strategi. Derfor er det vigtigt, at vi taler sammen i teamet, siger Naja Nielsen.

Som led i efteruddannelse i operationssygepleje har Naja Nielsen produceret en video om intraoperativ timeout til inspiration for andre operationsteams. Ledende overlæge på Afdeling for Mave-, Tarm og- Leversygdomme, Thomas Korgaard Jensen og kvalitetskoordinator Birgitte Skov, Afdeling for Bedøvelse, Operation og Intensiv Behandling, har været sparringspartnere på projektet, der er blevet til i samarbejde med RegionH E-læring.
I en spørgeskemaundersøgelse blandt operationssygeplejersker, som Naja Nielsen og Thomas Korgaard Jensen har gennemført, svarede 76 % af de adspurgte, at intraoperative timeouts ikke er noget, der bliver praktiseret, hvor de arbejder.
- Kun ganske få steder er der timeouts, mens patienten er åben, og med videoen vi vil gerne udbrede kendskabet til konceptet. Det gælder både i forhold til de andre kirurgiske specialer på vores hospital i forbindelse med akutte operationer, men faktisk også i forhold til elektive operationer, siger Naja Nielsen.
- Mit store ønske er, at videoen vil blive brugt i oplæring af både anæstesilæger, anæstesisygeplejersker, operationssygeplejersker og nye kirurger. Det er jo et tværfagligt samarbejde, så jeg håber, at de her faggrupper vil tage den til sig og bruge den i forbindelse med onboarding, siger Naja Nielsen.
Definitiv kirurgi eller damage control
Videoen om intraoperativ timeout varer 20 minutter, og en del af den er optaget under en akut mave-tarm operation.
Efter en introduktion til konceptet kan man se og høre, hvordan det særlige sikkerhedstjek gennemføres i praksis, og hvordan den operative strategi bliver ændret fra definitiv kirurgi til damage control-kirurgi, da patientens tilstand ved timeout nummer to viser sig at være forværret. Videoen rummer også interviews med kirurgen, anæstesilægen, anæstesisygeplejersken og Naja Nielsen selv om, hvilke fordele de hver især oplever, der er ved intraoperative timeouts.

Som operationssygeplejerske er det Naja Nielsen, der tidsstyrer og faciliterer sikkerhedstjekket ved hjælp af en fast tjekliste i skemaform. Her deles oplysninger om bl.a. blødningstendens, temperatur, pH samt et eventuelt behov for pressorstoffer og årsagen til dette behov.
- Patienternes kliniske tilstand kan være så dårlig, at de ikke kan tåle anæstesien og trække den mængde af kirurgi, vi giver dem. Så skal der laves hurtigt stabiliserende kirurgi og vi skal ud af operationen med det samme, fortæller Naja Nielsen.
Hun peger også på, at sikkerhedstjekket er med til at øge effektiviteten og sikre flow under operationen.
- Hvis kirurgen ændrer strategi og ikke siger det til mig, kan jeg ikke sørge for, at der er udstyr og instrumenter klar rettidigt til at lave kirurgisk fremdrift. Men med en timeout, hvor vi taler sammen på et fastlagt tidspunkt, kan vi lave et flow, hvor kirurgen ikke skal stå og vente, siger hun.
Håb om brug ved onboarding
I oktober 2023 holdt Naja Nielsen sammen med Thomas Korgaard Jensen et oplæg om sikker kirurgi og intraoperativ timeout på den årlige kongres for landets operationssygeplejersker, og her var der premiere på videoen, som vakte stor begejstring. Næste skridt er at få den bredt videre ud, så flere kan se den og måske indføre konceptet.
- Mit store ønske er, at videoen vil blive brugt i oplæring af både anæstesilæger, anæstesisygeplejersker, operationssygeplejersker og nye kirurger. Det er jo et tværfagligt samarbejde, så jeg håber, at de her faggrupper vil tage den til sig og bruge den i forbindelse med onboarding, siger Naja Nielsen.
Se videoen om intraoperativ timeout
Du kan se videoen ved at bruge linket nedenfor eller scanne QR-koden
Se video om sikker kirurgi - interoperativ timeout

![]()