Rapportens resultater peger på behovet for en mere samlet, tværsektoriel og praksisnær tilgang til sundhedsforskningen, hvor der skabes bedre rammer, incitamenter og samarbejde på tværs af sektorer for at facilitere bedre forskning med fokus på hele forløbet.
Danske Regioner ønsker, at rapporten kan anvendes som grundlag for prioritering af indsatsområder, der skal styrke forskningen i patientrettet forebyggelse inden for det nære sundhedsvæsen.
Rapporten bygger på to dele
Del 1: Systematisk gennemgang af dansksproget litteratur.
Konklusionen af litteraturgennemgangen viser, at der er:
- Betydelig mangel på forskning om multisygdom, muskelskeletsygdomme (herunder lænderyg-besvær) samt samtidige somatiske og psykiatriske tilstande.
- Behov for at prioritere forskning i koordination og organisering af tværsektorielle indsatser for at sikre, at den viden, der skabes, er relevant og implementeres.
Del 2: Interviews med 24 forskere om udfordringerne ved tværsektoriel patientrettet forebyggelse.
Analysen af interviewene tydeliggør særligt fire temaer :
- Forskellige forskningstraditioner på tværs af sektorer
- Manglende fælles sprog, definitioner og data
- Utilstrækkelige strukturer, incitamenter og finansieringsmodeller
- Sundhedsvæsenets organisering
Danske Regioner udarbejder faktaark på baggrund af kortlægningen. Første faktaark om borgere med multisygdom er allerede publiceret og kan findes på deres hjemmeside her.
Læs hele rapporten: Patientrettet forebyggelse i det nære sundhedsvæsen - En kortlægning af hvor der mangler forskning.
