Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse og Det Sektorfri Forebyggelseslaboratorium fik midler til projekt "Vidensfundament om virkninger af lokalsamfundsindsatser". Projektet er et ud af flere projekter, der havde til formål at skabe systematisk læring og ny viden ud fra projekt "Børneliv i sund balance". Forskningen blev støttet af Novo Nordisk Fonden.
Børneliv i sund balance havde fokus på hvordan kommuner, lokalsamfund og familier sammen kan skabe bedre rammer for et sundt børneliv og dermed sikre, at alle børn får et godt afsæt i livet. Børneliv i sund balance blev støttet af Nordea-fonden og havde deltagelse af Aalborg Kommune, Albertslund Kommune og Frederikssund Kommune; projektet blev ledet af Center for Forebyggelse i praksis, KL.
Projektet "Vidensfundament om virkninger af lokalsamfundsindsatser" var et ud af flere projekter, der havde til formål at skabe systematisk læring og ny viden ud fra Børneliv i sund balance. Projekterne omhandlede:
- Langtidsvurdering af vægtudvikling blandt børn i lokalområder i Børneliv i sund balance
- Vurdering af betydningen af projektets særlige proaktive ammeindsats og mødrenes oplevelse af indsatsen
- Dagtilbud som arena for sundhedsfremme og projektets indsats for at styrke Leg og bevægelse i dagtilbud
- Lokalsamfund som arena for sundhedsfremmeindsatser og metoder til at skabe ejerskab og forankring.
Baggrund
Projektet "Vidensfundament om virkninger af lokalsamfundsindsatser", der blev gennemført i et tæt samarbejde med Steno Diabetes Center Aarhus, havde til formål at syntetisere den læring, der kan udledes på tværs af tidligere og igangværende lokalsamfundsindsatser, herunder Børneliv i sund balance. Målet var at generere et fælles fundament af viden både til videreudvikling af igangværende lokalsamfundsindsatser og ikke mindst til udvikling af næste generation af lokalsamfundsbaserede sundhedsfremmeindsatser.
Metode
Læringen blev udledt ved at tilgå processen som en realistisk syntese. Målet med en realistisk syntese var at udforme en programteori, hvorved den adskilte sig fra et traditionelt systematisk review. En programteori skulle forsøge at beskrive, hvordan en indsats forventedes at virke, og de vilkår, der skulle være til stede for, at virkningen kunne forventes at ske. Kompleksiteten er et vilkår i lokalsamfundsindsatser, og en realistisk syntese prøver ikke at reducere kompleksiteten mellem initiativerne. I stedet anvendes erfaringer fra et initiativ til generelle udsagn om, hvordan et initiativ virker og under hvilke betingelser. Fokus var altså på virkningsmekanismer og de vilkår, hvorunder en given indsats forventedes at virke. Erfaringer fra indsatser med et andet formål end sund vægtudvikling blandt børn og unge kunne inkluderes i denne realistiske syntese, hvis enten mekanismerne eller konteksten var relevante for syntesen.
Processen for syntesen var iterativ med både inddragelse af relevant litteratur og indsamling af kvalitativt datamateriale fra alle inkluderede studier. Danske og nordiske studier var udgangspunkt for litteratursyntesen, der desuden inkluderede en række særlig relevante internationale studier.
Projektopstart var i foråret 2023 og projektgruppen omfattede programleder og ph.d. Jane Nautrup Østergaard (PI) fra Steno Diabetes Center Aarhus, professor Ulla Toft (co-PI) og projektleder og ph.d. Anders Blædel Gottlieb Hansen (co-PI) fra Det Sektorfri Forebyggelseslaboratorium, Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital. Den realistiske syntese og evaluering blev ledet og gennemført af post.doc. Else Ladekjær fra Steno Diabetes Center Aarhus og seniorforsker Heidi Klakk Egebæk fra Det Sektorfri Forebyggelseslaboratorium, Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse.