Hvorfor er der brug for Generation Sunde Børn?
Andelen af danske skolebørn med overvægt og svær overvægt stiger fra 13%, når de går i indskolingen til 18%, når de rammer udskolingen.
Overvægt i barndommen bliver ofte taget med i voksenlivet, og det kan medføre en række konsekvenser for sundhed og trivsel i både barn- og voksenliv, såsom øget risiko for mobning, stigmatisering, hjertekarsygdomme og kræft.
Nye undersøgelser fra Den Nationale Sundhedsprofil 2021 viser, at over halvdelen af den voksne befolkning i dag lever med overvægt eller svær overvægt. Læs Den Nationale Sundhedsprofil 2021 her.
Hvad sker der i Generation Sunde Børn?
'Generation Sunde Børn' har til formål at fremme sund vægt, udvikling og trivsel blandt børn i alderen 6-9 år, samt at modvirke social ulighed i sundhed.
Projektet løber over 2 år og udvikles i samarbejde med de aktører, der er rundt om børnene; familien, skolen, foreningerne, SFO'en, kommunen, supermarkedet, m.fl.
Nogle indsatser gennemføres i skolen, fx gratis skolemad og mere bevægelse. Andre finder sted i lokalsamfundet omkring skolen, fx øget samarbejde ml. idrætsforeninger og SFO eller familievenlige aktiviteter supermarkedet.
Projektet fokuserer overordnet på søvn, mad, bevægelse, skærmvaner og trivsel. Der igangsættes både konkrete lærende aktiviteter for børn og familier og tiltag, der skal skabe sundere rammer omkring børn og forældre.
Hvordan gennemføres Generation Sunde Børn?
Projektet gennemføres i et lodtrækningsdesign på 23 skoler og i det omkringliggende lokalsamfund. 12 skoler og lokalsamfund vil få projektets aktiviteter, mens 11 skoler vil gennemføre de to skoleår som normalt og fungere som sammenligningsskoler.
Effekten af projektet undersøges ved at sammenligne børn fra 12 projektskoler (1. og 2. klasse ved start) med børn fra 11 sammenligningsskoler.
Der måles på en række fysiologiske faktorer (fx muskelstyrke, motorik og konditionstest), adfærdsmæssige og kognitive faktorer (reaktionstid, hukommelse og opmærksomhed), mentale og trivselsmæssige faktorer (livskvalitet og trivsel, motivation og selvtillid) og processuelle faktorer (fx implementering, dvs., hvordan projektet kan leve videre efter projektperioden).
Hvornår finder det sted?
Generation Sunde Børn gennemføres i perioden fra maj 2022 til april 2026.
I perioden maj 2022 til december 2022 blev indsatserne om søvn, mad, bevægelse, skærmvaner og trivsel udviklet.
I januar til marts 2023 blev de udviklede indsatser afprøvet i et pilotstudie i Halsnæs kommune, hvor vi afprøvede indsatser i både skole og lokalsamfund.
De gode erfaringer fra piloten tages med i det store projekt, som løber fra september 2023 til juni 2025.
Hvem er med?
Generation Sunde Børn er et forskningsprojekt, som gennemføres i samarbejde mellem fire forskningsinstitutioner: Københavns Universitet, Syddansk Universitet, Statens Institut for Folkesundhed, samt Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse.
Projektet inviterer derudover en bred gruppe af nationale og lokale aktører, der vil lægge kræfter i at fremme en generation af sunde børn, med i projektet løbende. Sammen vil vi udvikle en tværgående og ambitiøs indsats, der kan understøtte et godt og sundt børneliv og modvirke social ulighed i sundhed.
Projektet er støttet med 80 mio. kr. af Novo Nordisk Fonden. Læs mere om projektet her.
Hvordan bidrager Forebyggelseslaboratoriet?
Forebyggelseslaboratoriet bidrager til 'Generation Sunde Børn' ved at involvere nationale aktører, fx NGO'er, og lokale samarbejdspartnere, fx idrætsforeninger, supermarkeder, sociale boligforeninger og kulturinstitutioner.
Forebyggelseslaberatoriets primære opgaver på projektet indebærer:
At skabe kontakt til relevante nationale og lokale aktører, herunder bidrage til at sundheds- og trivselsfremmende tilbud hos fx NGO'er igangsættes lokalt.
At afholde workshops i de deltagende lokalsamfund (Kerteminde, Nordfyn, Høje-Taastrup, Glostrup, Rødovre og Frederiksberg). Her inviteres lokale aktører til i fællesskab at afdække, hvilke sundheds- og trivselsfremmende tiltag, som børn i netop deres lokalsamfund kan have glæde af.
At understøtte de deltagende lokalsamfund i at planlægge og igangsætte sundheds- og trivselsfremmende tiltag. Det kan fx være gennem sparring, facilitering af møder, vidensdeling eller at skabe kontakt til relevante NGO'er.
At være tovholder på lokale netværksgrupper, hvor interesserede aktører kan mødes og arbejde med udvalgte indsatser. Formålet er at igangsætte aktiviteter i lokalområdet til fordel for familier og børn. Forebyggelseslaboratoriet arrangerer og faciliterer workshops og efterfølgende møder i det lokale netværk.