Baggrund
Danmark står over for omfattende reformer, der stiller nye krav til kommuner og regioners arbejde med at fremme sundhed, trivsel og bæredygtighed – samtidig med et stigende velfærdspres. I den sammenhæng vinder trivselsøkonomi frem som en alternativ tilgang:
Trivselsøkonomi: at sætte menneskelig og samfundsmæssig trivsel over økonomisk vækst og gentænke, hvordan vi styrer og måler værdi.
Internationale og danske erfaringer peger på et potentiale for, at en omstilling mod trivselsøkonomi kan forme mere helhedsorienterede og tværgående løsninger, men der mangler viden om, hvordan omstillingen kan gennemføres i praksis. Derfor er der behov for en national platform, der kan understøtte videndeling og give kommuner og regioner redskaber til at arbejde systematisk med trivselsøkonomi.
Forskningsdesign
Projektet er i fase 1 ud af to planlagte faser og har fire spor:
- Etablering af partnerskabet
- Udvikling af en fælles og praksisnær definition for trivselsøkonomi i kommunal praksis
- Kortlægning af eksisterende trivselsøkonomiske initiativer i danske kommuner
- Mobilisering af centrale aktører.
Vores rolle
Det Sektorfri Forebyggelseslaboratorium:
- bidrager med forskning og kompetencer i systemtænkning, trivselsøkonomi, forebyggelse og sundhedsfremme, samt erfaringer i at arbejde med dette på kommunalt og regionalt niveau.
- er ansvarlige for den daglige projektledelse af forprojektet (fase 1), herunder understøttelse af styregruppens arbejde.
- er tovholder på udvikling af en definitionsramme og på kortlægning af trivselsøkonomiske initiativer i danske kommuner. Samtidigt bidrager vi til at opstarte og modne samtalen om trivselsøkonomi ud mod regionale aktører.
Projektet støttes af Østifterne.