Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse og Forebyggelseslaboratoriet har fået midler til projekt "Vidensfundament om virkninger af lokalsamfundsindsatser". Projektet er et ud af flere projekter, der har til formål at skabe systematisk læring og ny viden ud fra projekt "Børneliv i sund balance". Forskningen er støttet af Novo Nordisk Fonden.
Børneliv i sund balance har fokus på hvordan kommuner, lokalsamfund og familier sammen kan skabe bedre rammer for et sundt børneliv og dermed sikre, at alle børn får et godt afsæt i livet. Børneliv i sund balance er støttet af Nordea-fonden og har deltagelse af Aalborg Kommune, Albertslund Kommune og Frederikssund Kommune; projektet ledes af Center for Forebyggelse i praksis, KL.
Projektet "Vidensfundament om virkninger af lokalsamfundsindsatser" er et ud af flere projekter, der har til formål at skabe systematisk læring og ny viden ud fra Børneliv i sund balance. Projekterne omhandler:
- Langtidsvurdering af vægtudvikling blandt børn i lokalområder i Børneliv i sund balance
- Vurdering af betydningen af projektets særlige proaktive ammeindsats og mødrenes oplevelse af indsatsen
- Dagtilbud som arena for sundhedsfremme og projektets indsats for at styrke Leg og bevægelse i dagtilbud
- Lokalsamfund som arena for sundhedsfremmeindsatser og metoder til at skabe ejerskab og forankring.
Baggrund
Projektet "Vidensfundament om virkninger af lokalsamfundsindsatser", der gennemføres i et tæt samarbejde med Steno Diabetes Center Aarhus, har til formål at syntetisere den læring, der kan udledes på tværs af tidligere og igangværende lokalsamfundsindsatser, herunder Børneliv i sund balance. Målet er at generere et fælles fundament af viden både til videreudvikling af igangværende lokalsamfundsindsatser og ikke mindst til udvikling af næste generation af lokalsamfundsbaserede sundhedsfremmeindsatser.
Metode
Læringen vil blive udledt ved at tilgå processen som en realistisk syntese. Målet med en realistisk syntese er at udforme en programteori, hvorved den adskiller sig fra et traditionelt systematisk review. En programteori skal forsøge at beskrive, hvordan en indsats forventes at virke, og de vilkår, der skal være til stede for, at virkningen kan forventes at ske. Kompleksiteten er et vilkår i lokalsamfundsindsatser, og en realistisk syntese prøver ikke at reducere kompleksiteten mellem initiativerne. I stedet anvendes erfaringer fra et initiativ til generelle udsagn om, hvordan et initiativ virker og under hvilke betingelser. Fokus er altså på virkningsmekanismer og de vilkår, hvorunder en given indsats forventes at virke. Erfaringer fra indsatser med et andet formål end sund vægtudvikling blandt børn og unge kan inkluderes i denne realistiske syntese, hvis enten mekanismerne eller konteksten er relevante for syntesen.
Processen for syntesen er iterativ med både inddragelse af relevant litteratur og indsamling af kvalitativt datamateriale fra alle inkluderede studier. Danske og nordiske studier vil være udgangspunkt for litteratursyntesen, der desuden vil inkludere en række særlig relevante internationale studier.
Projektopstart vil være forår 2023 og projektgruppen omfatter programleder og ph.d. Jane Nautrup Østergaard (PI) fra Steno Diabetes Center Aarhus, professor Ulla Toft (co-PI) og projektleder og ph.d. Anders Blædel Gottlieb Hansen (co-PI) fra Forebyggelseslaboratoriet, Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital. Den realistiske syntese og evaluering ledes og gennemføres af post.doc. Else Ladekjær fra Steno Diabetes Center Aarhus og senior forsker Heidi Klakk Egebæk fra Forebyggelseslaboratoriet, Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse.