Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

Webinar: Inddragelse af børn som pårørende

​Hvordan kan sundhedsprofessionelle støtte, når en forælder rammes af alvorlig sygdom? Den 17. marts 2026 inviterede Center for Patientinddragelse (CPI) til webinar om børn som pårørende. Find materiale fra webinaret her på siden.​

​Børns sorg er de voksnes ansvar

Hvert år mister ca. 1.700 børn og unge i alderen 0-18 år deres far eller mor, og omkring 35.000 børn og unge i samme alder oplever hvert år, at deres far eller mor bliver indlagt med en alvorlig sygdom. 

Børn, som mister en forælder eller lever med en alvorlig eller livstruende syg forælder, er udsat for psykosociale belastninger og er derfor i risiko for at udvikle flere adfærdsmæssige og følelsesmæssige vanskeligheder end børn af raske forældre.

Inddragelse af pårørende børn forebygger mistrivsel

"Den bedste dag i hele mit sygdomsforløb har ifølge Nicholas været den dag, han var med til min sidste strålebehandling. Mens jeg lå på briksen og fik stråler, fik Nicholas lov til at styre et par knapper i computerrummet og tale ind i mikrofonen til mig. Han følte sig som en vigtig kommandochef, da han fik lov at navigere det leje, jeg lå på, ved hjælp af et joystick."

Sådan fortalte en kræftramt patient i et interview til Kristeligt Dagblad i 2024. Situationen illustrerer fint, hvorfor det er vigtigt at inddrage pårørende børn. Hvordan oplevelsen under strålebehandlingen er med til at afmystificere behandlingen for Nicholas og er med til at give ham en form for rolle, betydning og kontrol i sin mors sygdomsforløb. 

Inddragelse af børn som pårørende rummer naturligvis også meget andet, og mange forældre bokser med spørgsmål som: Hvad skal jeg fortælle mine børn? Skal jeg overhovedet sige noget? Hvornår skal jeg sige noget, og hvordan skal jeg sige det?

Videooptagelse af webinaret

Varighed 02:05:29. Undertekster kan slås til ved at klikke på skærmikonet.


Program

#1: Når børn bliver pårørende: Hvorfor have blik for pårørende børn på hospitalet?
v/ Kristine Halling Kehlet, specialkonsulent og projektleder, Center for Patientinddragelse, Region Hovedstaden

Kristine  fortalte om, hvilken betydning det kan have for børn, når en forælder bliver alvorlig syg, og hvorfor det er vigtigt at have blik for børnene. Med udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens anbefalinger fortalte Kristine om, hvilken rolle sundhedsprofessionelle på hospitalet kan spille.

Se Kristine Halling Kehlets slides​

#2: En forælders fortælling
Hvad er vigtigt for forældrene og børnene når alvorlig sygdom rammer en forælder? Hvilke tanker og bekymringer gør man sig som forældre? Hvordan rammer det familien? Og hvad har man som forældre brug for fra de sundhedsprofessionelles side? 

#3: Inddragelse af børn som pårørende - hvorfor og hvordan
v/ Terese Strandbæk Lund, autoriseret klinisk psykolog, Det Nationale Sorgcenter

Pårørende børn føler sig ofte anderledes og alene, men langt de fleste børn vil kunne hjælpes ved at støtte og rådgive forældrene. Terese gav en introduktion til, hvorfor det er vigtigt at inddrage børn som pårørende, og hvordan man kan gribe det an.

Se Terese Strandbæk Lunds slides​

#4: Når en forælder bliver patient, bliver hele familien ramt 
v/ Helle Holm Gyldenvang, klinisk sygeplejespecialist, Afdeling for Kræftbehandling, Rigshospitalet 

Når en forælder bliver alvorligt syg, rammer det hele familien, og særligt børnene er i en sårbar position. Helle fortalte om, hvordan man som sundhedsprofessionel kan arbejde med tiltag i praksis. Hun delte erfaringerne fra Afdeling for Kræftbehandling på Rigshospitalet og kom ind på de overordnede tanker, arbejdsgange og tiltag, der er lavet for familierne og de pårørende børn.

Se Helle Holm Gyldenvangs slides​​

Har du spørgsmål til webinaret?

Har du spørgsmål til webinaret, bedes du kontakte:​

Kristine Halling Kehlet: kristine.halling.kehlet@regionh.dk

Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden