Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

Laboratoriefaglig Efteruddannelsesdag 2026 - for praktiserende læger i Region Hovedstaden

Laboratoriefaglig Efteruddannelsesdag. I 2026 løber det af stablen fredag d. 25. september i DGI Byen i København. Find information om bl.a. program og tilmelding her på siden - vi opdaterer siden løbende.

Tilmeldingsfristen er fredag d. 4. september 2026.​

​Program 2026*

Download program for Laboratoriefaglig Efteruddannelsesdag 2026

Præeklamsi​: Tidlig opsporing og bedre forebyggelse for mor og barn
Line Rode, overlæge, Klinisk Biokemisk Afdeling, Glostrup, 
Charlotte Kvist Ekelund, overlæge Afdeling for Gynækologi, Fertilitet og Fødsler, Rigshospitalet, 
Iben Riishede, læge, ph.d. Afdeling for Gynækologi, Fertilitet og Fødsler, Rigshospitalet

Præeklampsi er en af de hyppigste alvorlige graviditetskomplikationer i Danmark – men de fleste højrisikogravide opdages ikke med de nuværende retningslinjer. Ny 1. trimester-screening kombinerer maternelle risikofaktorer, blodtryk, uterina-doppler og biokemiske markører og kan identificere langt flere kvinder i risiko for præterm præeklampsi. Samtidig kan tidlig behandling med lavdosis hjertemagnyl markant reducere forekomsten og forbedre udfald for både mor og barn.

Foredraget ”Præeklampsi i Danmark: Tidlig opsporing og bedre forebyggelse for mor og barn” giver en opdateret og praktisk orienteret introduktion til 1. trimester-screening for præeklampsi. Derudover gennemgås den aktuelle viden om brugen af lavdosis hjertemagnyl samt de vigtigste ændringer i udredning, information og opfølgning, som er relevante for praktiserende læger i det daglige arbejde.​

Levertal i praksis: Hvad betyde​​r de egentlig?
Overlæge og professor Maja Sofie Thiele, Center for Leverforskning, Syddansk Universitet.

Levertal er blandt de hyppigste blodprøver i almen praksis, og det kan være svært at finde rundt i de mange forskellige typer leverblodprøver. På grund af leverens mange funktioner er én blodprøve aldrig nok til at forstå leverens helbred, hvilket gør tolkning af levertallene udfordrende. Så hvad fortæller de enkelte levertal egentlig, og hvordan skal vi reagere når de er skæve? 

Dette oplæg gennemgår de vigtigste levertal i praksis: ALAT, ASAT, albumin, basisk fosfatase, bilirubin, ferritin, GGT, immunglobuliner, INR, kolesterol og trombocytter. Hvad afspejler de biologisk

Fokus er på hvordan almen praksis kan identificere de hyppigst forekommende akutte og kroniske leversygdomme, inklusive brug af FIB-4 og andre algoritmiske non-invasive tests til fibrosevurdering, samt hvornår almen praksis bør henvise til videre vurdering.​

Urin til dyrkn​​ing – hvornår og hvorfor?
Overlæge, PhD Valeria Antsupova, Afdeling for Klinisk Mikrobiologi - Herlev og Gentofte Hospital

​​Foredraget sætter fokus på diagnostik, forebyggelse og behandling af UVI.

"Når knoglen taler”: Biokemiens rolle i udredning og behandling af osteoporose​
Læge Michael Kriegbaum Skjødt, Medicinsk Afdeling O, Herlev Gentofte Hospital

Osteoporose er blevet en folkesygdom, som alle klinikere vil komme i berøring med. I almen praksis vil denne berøring ofte være mere indgående og langvarig, hvilket forudsætter, at man som læge er klædt ordentligt på. Dette foredrag stiller skarpt på sekundær osteoporose samt på behandlingen af osteoporose. På tværs af emnerne vil der være særlig vægt på biokemiens rolle, herunder anvendelse og fortolkning af knoglemarkører.

Rheumatolo​​gi og blodprøver
Afdelingslæge Mads Amnitzbøll Danielsen, Afdelingen for Rygkirurgi, Led og Bindevævssygdomme, Rigshospitalet.​

(* vi gør opmærksom på, at ​ændringer i programmet kan forekomme)

​​​​​Find ​​v​ej

DGI Byen
Tietgensgade 65
1704 København V
Find vej til DGI Byen

Vi skal være i den bygning, der hedder CPH Conference. Lokalet hedder Nørrebros Runddel​.

Tilmelding
Laboratoriefaglig Efteruddannelsesdag er primært rettet mod praksislæger i Region Hovedstaden.

Praksispersonale er velkommen i det omfang, der er plads.

Bemærk, at der er et begrænset antal pladser på efteruddannelsesdagen.

Tilmeld dig/jer ved at sende en mail til 
labkonsulent.nordsjaellands-hospital@regionh.dk​​ 
Oplys i mailen:
• Navn + titel
• Praksisadresse + ydernr.

Tilmeldingsfrist: fredag d. 4. september 2026
Efteruddannelsesdagen er gratis, men bemærk, at der er no-show-gebyr.

Kursusrefusion

Vi forventer, at Laboratoriefaglig Efteruddannelsesdag 2026 bliver godkendt som selvvalgt efteruddannelse hos Fonden for Almen Praksis, så der kan søges kursusrefusion efter at efteruddannelsesdagen​ er afholdt.​ Aktivitetesnummer udleveres på dagen.​​​




Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden