125 deltagere fyldte auditoriet op, da Ungdomsmedicinsk Konference 2023 løb af stablen på Aarhus Universitetshospital. Konferencen var planlagt med mange interessante oplæg fra forskellige sundhedsprofessionelle med fokus på unge, der er tilknyttet det danske sundhedsvæsen. Derfor deltog vi selvfølgelig også fra Ungepanelerne i Danmark for at kunne repræsentere dem, det hele handlede om: unge, som er ramt af sygdom.
At være i vores sko
Til konferencen gav medlemmer af Ungepanelerne i Danmark på forskellig vis et indblik i, hvad det vil sige at være ung i det danske sundhedsvæsen.
Mellem dagens oplæg stod vores medlemmer for at give deltagerne på konferencen mulighed for at være i deres sko for en stund, når de som unge træder ind i hospitalsvæsenet. Med sig havde de nemlig tre scenarier fra sygehuset samt tilhørende refleksionsspørgsmål. Deltagerne på konferencen skulle udføre scenarierne som rollespil og diskutere med hinanden, hvordan det føltes at være i det scenarie. De sundhedsprofessionelle og øvrige interessenter kom her på prøve med nogle af de scenarier, som vores medlemmer selv har oplevet i deres møde med sundhedsvæsenet.
Spørg os om alt
Vores medlemmer deltog også med en stand, hvor de stod klar til at fortælle om vores fælles mission i netværket, diskutere hvordan vi kommer i mål med et ungevenligt sundhedsvæsen og svare på eventuelle spørgsmål, som deltagerne måtte have, om brugen af ungepaneler og Ungepanelerne i Danmark.
Til slut på eftermiddagen stillede medlemmerne op med en tale om nogle af deres ønsker til fremtidens sundhedsvæsen i Danmark. Herefter var de ekspertpanel til en afrundende paneldebat. Her fik de sundhedsprofessionelle og andre interesserede deltagere mulighed for at spørge vores medlemmer om alt det, som de ikke altid får mulighed for at spørge deres unge patienter om i deres daglige virke. Der var blandt andet spørgsmål til, hvordan split visit-konsultationer bedst introduceres til familier, om man kan spørge for meget ind til den unges liv, og hvordan man bedst opretter en telefonisk patientrådgivning, som unge får lyst til at benytte sig af.
Skal Ungepanelerne i Danmark med til dit næste arrangement?
Hvis du gerne vil have ungeperspektivet repræsenteret til din næste konference, debat eller lignende, er du altid velkommen til at række ud til Ungepanelerne i Danmarks sekretariat. Du finder vores kontaktoplysninger her.
Refleksionsøvelser
Du kan downloade refleksionsøvelserne, der blev udarbejdet til Dansk Ungdomsmedicinsk Konference her, eller læse dem herunder.
Setting 1
Du sidder til konsultation hos lægen, hvor dine forældre er med. Du er 14 år og har i længere tid været syg og er derfor erfaren inden for både sygdom og hospitalsverdenen. Du kender din krop og dens signaler godt.
Lægen kigger på dine forældre og spørger dem: "Har hun ondt i knæet?"
Refleksion
- Hvordan har du det med, at andre bliver spurgt ind til dig og din krop, mens du er i rummet?
- Har du oplevet at blive overset og snakket om i stedet for at blive snakket til?
Setting 2
Du sidder til konsultation med din læge, som du har haft i et par år.
Læge: "Hvordan går det?"
Patient: "Det går godt. Jeg er lige blevet færdig med mine eksamener og er klar til at slappe lidt af med min kæreste. Vi har planlagt ferie til Italien..."
Læge (bryder ind): "Nej nej, jeg mente mere, hvordan går det med din sygdom? Det andet er ikke så vigtigt for mig."
Refleksion
- Er det vigtigt for dig, at din læge spørger ind til dig og din person?
- Vil du føle dig som mere end bare din sygdom?
- Sygdom og hverdag hænger sammen. Hvad tænker du?
Setting 3
Du er 19 år. Du er for nylig overflyttet til voksenafdelingen. Du har været syg i mange år og har dermed mange informationer, du skal huske fra tidligere konsultationer. Du har førhen været overvældet af meget information, der er blevet givet til dine konsultationer. Derudover har du også haft dårlige erfaringer med sygehusvæsenet og har derfor altid din mor med til dine hospitalsbesøg.
Sygeplejersken spørger: "Er du ikke ved at være for gammel til at have din mor med?"
Refleksion
- Har du nogensinde været usikker på, hvad lægen egentlig har sagt inde til konsultationen, efter du er gået ud af rummet?
- Unge er i en meget foranderlig tid i deres liv, og mange har derfor deres forældre/pårørende som deres faste holdepunkt. Hvem har du?