Færre patienter får infektioner på hospitalerne i Region Hovedstaden

Hvert år rammes mange tusinde mennesker af en infektion efter indlæggelse på hospitalet, og det kan få fatale konsekvenser for det enkelte menneske og familien. Heldigvis er der godt nyt til borgerne i Region Hovedstaden, viser nye tal fra 2015.
 
Eksempelvis er antallet af infektioner med den frygtede tarmbakterie Clostridium difficile, der især rammer svage, ældre patienter, faldet med 12 procent. Det svarer til 18 færre tilfælde om måneden.
 
Derudover er antallet af urinvejsinfektioner faldet med 10 procent, og antallet af lungebetændelser i forbindelse med respiratorbehandling er halveret. Derudover ligger niveauet for MRSA, en multiresistent type stafylokok, stabilt. 

Det glæder Sophie Hæstorp Andersen(S), formand for Region Hovedstaden.
 
-At blive belastet med en infektion oveni det at være syg og være på hospitalet er et problem, som vi må gøre alt, hvad vi kan for at løse. Infektioner skader folks helbred og hæmmer deres frihed til at leve det liv, de ønsker. Vores primære opgave i sundsvæsenet er at gøre mennesker raske og ikke mere syge, end de var i forvejen, siger hun.
 
Hos Statens Serum institut sætter man ligeledes med et nyt nationalt overvågningsinitiativ fokus på de regioner, der bør iværksætte en ekstra indsats ind overfor hospitalsinfektioner. 

Systemet hedder HAIBA, og vil allerede fra starten af marts sammenligne tal på tværs af regioner, hospitaler og afdelinger. Systemet gør det muligt hurtigt at opdage problemområderne helt ned på afdelingsniveau, så man efterfølgende kan handle hurtigt med forebyggende tiltag.
 

Færre infektioner udtryk for forebyggelse 

Gennem fire år har Region Hovedstadens Task Force for halvering af hospitalserhvervede infektioner arbejdet målrettet for at nedbringe infektioner erhvervet på hospitalet, og det har altså ført til gode resultater på flere af indsatsområderne.
 
Det er, ifølge centerdirektør Bettina Lundgren, der er formand for Task Force for halvering af hospitalserhvervede infektioner, et udtryk for, at indsatsen virker, og at hospitalerne øger indsatsen med forebyggelse over for infektioner.
 
-Nedgangen i clostridium difficile, lungebetændelser, urinvejsinfektioner er rigtig flot. Men det stabile niveau for MRSA er også et udtryk for vores forebyggelse på hospitalerne. Set i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med, ligger vi rigtig pænt i Region Hovedstaden, siger Bettina Lundgren. 

Fakta: 

  • Region Hovedstadens Task Force - Firebyggelse af Hospitalsinfektioner består af knap 100 eksperter, der samarbejder på tværs af regionens hospitaler. Det er bl.a. professorer, overlæger i klinisk mikrobiologi, hygiejnesygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle og administrative eksperter
  • En væsentlig del af de skader, som påføres patienter på hospitalerne, kan i vid udstrækning forebygges. Det er derfor Region Hovedstadens mål, at reducere antallet af hospitalserhvervede infektioner
  • Der er udvalgt følgende seks indsatsområder, som hver har en arbejdsgruppe med en formand: Bakteriæmi (bakterier i blodet), postoperative sårinfektioner, resistente bakterier, Clostridium difficile, antibiotikaforbrug, Urinvejsinfektioner. 


Redaktør