Da Task Force Forebyggelse af hospitalsinfektioner i Region Hovedstaden holdt temadag 7. maj blev der tweetet om de 12 oplæg, der blev holdt i løbet af dagen. Det var premieren på at bruge Twitter-mediet til at formidle nyheder om hospitalsinfektioner.
International videndeling
Christian von Plessen er overlæge og forskningsleder på Center for Kvalitet i Region Syddanmark. Han er desuden Improvement Advisor fra Institute for Healthcare Improvement og tidligere lokal projektleder på Nordsjællands Hospital i projekt Patientsikkert Sygehus. Han var en af dem, der tweetede om budskaber, nye ideer og indsatser under temadagen på Vildvorde Kursuscenter, hvor omkring 80 eksperter i hospitalsinfektioner fra Region Hovedstaden deltog.
  | - Mønten i dag er opmærksomhed, derfor er det oplagt at bruge Twitter., siger han. - Når vi tweeter kan vi sprede de gode ideer og indsatser herfra, så andre kan bruge dem. Vi kan også få nyheder, om hvad vores internationale kolleger er interesseret i og arbejder med, mener Christian von Plessen |
Når ud til potentielle danske
samarbejdspartnere
Anne Marie Blok Hellesøe er akademisk medarbejder i Task Force Forebyggelse af Hospitalsinfektioner. Hun mener, at Twitter også er en god måde at skabe lokal opmærksomhed om, hvordan man arbejder med forebyggelse i regionen.
- Vi når ud med vores budskaber til meningsdannere, som vi ikke nødvendigvis når ad traditionelle kanaler. Det er samtidig en god måde at få vores budskaber ud på, og vi når også samarbejdspartnere, som vi måske ikke havde tænkt på i forvejen, siger hun.
Twitter er god til videndeling fordi:
- Vigtige budskaber kommer hurtigt og bredt ud
- Tweets på engelsk kan følges af internationale samarbejdspartnere
- Twitter er et "ungt medie", hvis man ønsker at tiltrække studerende
- Formen er kort og fokuseret
- Twitter er nemt at bruge, gratis og kan bruges af alle
- En kort tekst på 140 tegn plus foto kan give lyst til at opsøge viden om vigtige emner
- Foto-ideer: god formidling på powerpoint af f.eks. figurer og lign
- Kun de, der har lyst til at deltage, er med på Twitter