Projekt: Ja, Nej, Måske - Antibiotika for mistænkt UVI hos plejehjemsbeboere

​Urinvejsinfektion er den hyppigst forekommende infektion blandt ældre. Et nyt tværsektorieltprojekt, vil i foråret 2022 se på forebyggelse af urinvejsinfektioner hos plejehjemsbeboere i ni kommuner i Region Hovedstaden.

​Om projektet

Et nyt projekt skal undersøge om det er muligt at forebygge urinvejsinfektioner ved at opbygge en fælles forståelsesramme blandt plejehjemslæger og plejehjemspersonale når det handler om urinvejsinfektioner hos ældre på plejehjem.

Den fælles forståelse skal opbygges gennem et tre-timers seminar, hvor tre læger indenfor klinisk mikrobiologi og almen praksis samt en hygiejnesygeplejerske vil sætte rammerne for forebyggelse, forbedret kommunikation og diagnostik af plejehjemsbeboere med mistænkt UVI.

Der vil være korte, appetitvækkende faglige oplæg baseret på den nyeste viden om UVI, infektionshygiejne og mikrobiologi. Der vil både være fællesundervisning og separat undervisning for henholdsvis ansatte i ældreplejen og almen praksis. Seminaret afsluttes med en session, hvor en fælles forståelsesramme diskuteres og lokalesamarbejdsaftaler indgås mellem ansatte i ældreplejen og almen praksis.

Seminarerne afholdes i foråret 2022. Følgende kommuner deltager i projektet:

  • Gribskov
  • Helsingør
  • Egedal
  • Hillerød
  • Lyngby-Taarbæk
  • Halsnæs
  • Gentofte
  • Frederikssund
  • Allerød

Projektet gennemføres med støtte fra Kvalitets- og Efteruddannelsesudvalget for Almen Praksis i Region Hovedstaden.

Projektets resultater forventes at være klar i foråret 2023.

​Hvis du vil vide mere:

For mere information, kontakt Seniorforsker, phd. Jette Nygaard Jensen, Forskningsenheden for Antibiotic Stewardship og Implementering, Afdeling for Klinisk Mikrobiologi, Herlev og Gentofte Hospital: jette.nygaard.jensen.01@regionh.dk


Redaktør