Urinvejsinfektioner og antibiotikaforbrug på plejehjem
Beboere på danske plejecentre har det højeste forbrug i Europa sammenlignet med i alt 25 europæiske lande
Årsagen til andelen af det høje forbrug blandt ældre danskere kan ikke forklares med at de i højere grad er mere syge eller plejekrævende. Det skyldes i højere krav uhensigtsmæssige vaner og ordinationsmønstre.
Urinvejsinfektioner er den hyppigst forekommende infektion blandt beboere på plejecentre. Den bidrager stærkt til det høje antibiotikaforbrug, idet op mod tre ud af fire antibiotikaordinationer til beboere på plejecentre, udskrives mod urinvejsinfektioner.
Både asymptomatisk bakteriuri (en tilstand, hvor der ses bakterier i urinen, men der ikke forårsager en egentlig infektion) og forebyggende behandling med antibiotika af urinvejsinfektioner bidrager til uhensigtsmæssig brug af antibiotika. Konsekvenserne heraf er flere; dels kan beboerne opleve bivirkninger af antibiotika i form af mavesmerter, opkast, smitsom diarré eller udslæt, og dels fremmer det risikoen for at udvikle resistente bakterier. Samlet set er der alvorlige menneskelige og samfundsøkonomiske konsekvenser ved at anvende antibiotika, når det ikke er nødvendigt.
Sif Helene Arnold er læge, ph.d og en af forskerne bag studiet: »Det her handler ikke om at pege på nogen og sige, at de bruger for meget antibiotika. Det handler om, at vi skal finde ud af, hvordan vi kan skabe de bedste rammer for, at vi bruger antibiotikaen der, hvor der er brug for den, og ikke i tilfælde, hvor der ikke er behov for det. Her viser vores studie, at der er et markant potentiale på de danske plejehjem,«
Der kan ofte kan gå ged i kommunikationen omkring patienter på plejehjem. Denne miskommunikation kan lede til, at nogle patienter behandles med antibiotika for en urinvejsinfektion, selvom det måske slet ikke burde være kommet på tale.
For det første er mange ældre på plejehjem ikke i stand til selv at hjælpe til ved en diagnose for urinvejsinfektioner. De kan være forvirrede eller ude af stand til at fortælle, at noget gør ondt. Ydermere lider mange af flere sygdomme, som kan komplicere spørgsmålet om at få stillet den rette diagnose.
For det andet er det praksis på mange plejehjem, at kun udvalgt personale kan kontakte en læge med henblik på at få diagnosticeret og behandlet en af beboerne. Ofte kan kun sygeplejersker eller SOSU-assistenter kontakte lægen, mens SOSU-medhjælpere, der står for en stor del af kontakten med beboerne, ikke må. Læg dertil, at kontakten til lægen ofte skal gå gennem en lægesekretær.
For det tredje kan mange plejehjemsbeboere godt have bakterier i urinen, uden at det betyder, at de er ved at udvikle en urinvejsinfektion. Faktisk har forskning peget på, at det gælder i halvdelen af alle tilfælde, hvor der bliver konstateret bakterier i urinen. Dette faktum er formentlig ikke alt sundhedspersonale opmærksomme på.
For det fjerde kan mange andre sygdomme komme til udslag i symptomer, der ligner symptomerne på urinvejsinfektioner. Det kan blandt andet dreje sig om generel utilpashed, forstoppelse, dehydrering eller andet.
»Der er med andre ord forskellige faktorer, som kan spille ind i, at det at få stillet en korrekt diagnose kan blive besværliggjort. Det kan potentielt set lede til behandling af en urinvejsinfektion, selvom patienten ikke har en sådan infektion eller måske fejler noget andet,« forklarer Sif Helene Arnold.
22 plejehjem med i forsøget
Forskerne ønskede at afprøve en intervention, der skulle reducere forbruget af antibiotika ved mistanke om urinvejsinfektion, uden at det ledte til ældre, der har havde behov for antibiotikabehandling ikke fik det.
Toogtyve plejehjem blev inviteret til at deltage i forsøget, som varede fra 1. januar 2018 til 31. marts 2019.
Interventionen bestod blandt andet i, at personalet blev undervist i, hvad de ellers skulle kigge efter, når de var på nippet til at stille en diagnose for en urinvejsinfektion. Formålet var at opkvalificere personalet i forhold til at kunne hjælpe med at give de rette informationer videre, når lægen blev kontaktet.
Ydermere blev plejehjemmene udstyret med et dialogværktøj, der skulle hjælpe dem med kommunikationen i forhold til den kliniske feedback til lægen samt at hjælpe dem med at bruge de ting de var blevet undervist i. Plejehjemmene stod selv for, hvordan de valgte at implementere værktøjerne.
11 af plejehjemmene blev randomiseret til interventionsgruppen, mens 11 blev randomiseret til at være kontrolgrupper.
Forskerne undersøgte efterfølgende, om der mellem kontrolplejehjemmene og interventionsplejehjemmene var forskel på antallet af udskrevne recepter på antibiotika, antallet af indlæggelser og dødsfald.
Vild reduktion i forbruget af antibiotika
Resultatet af undersøgelsen viste, at interventionen reducerede forbruget af antibiotika ved mistanke om urinvejsinfektioner med 50 pct.
Samtidig var der ingen signifikant stigning i antallet af indlæggelser og dødsfald.
»50 pct. er ret vildt. Samtidig viste vores undersøgelse, at det primært skyldtes, at der blev reduceret i udskrivningen af recepter mod urinvejsinfektioner i tilfælde, hvor der ikke var tale om en urinvejsinfektion alligevel. Vores bekymring var, at hvis vi så en reduktion i antallet af recepter på antibiotika, at vi så også ville se en stigning i antallet af indlæggelser for blodforgiftning eller nyre-bækkenbetændelse, men det var ikke tilfældet,« siger Sif Helene Arnold.
Læger skal være med til at realisere potentiale
Sif Helene Arnold mener, at studiet peger på, at der er et stort potentiale i forhold til at reducere antibiotikaforbruget på de danske plejehjem. Men hun fortæller også, at det ikke er uden problemer at implementere redskaber og arbejdsgange til at få det gjort.
Dertil kommer, at udskiftningen i personalet på plejehjem er meget stor, og det kan betyde, at det vil være
en løbende proces at sikre, at personalet ved, hvad de skal gøre, når der er mistanke om urinvejsinfektion hos en af beboerne.
»Men når vi kan se, at der er et potentiale, åbner det også op for andre muligheder for at få det reduceret.
Det kan ske gennem interventioner som vores eller måske gennem et tættere samarbejde mellem læger og plejepersonale på plejehjemmene. Vi har ikke inddraget de praktiserende læger aktivt i vores undersøgelse, men det vil være ideelt at få dem med, hvis man skal implementere en intervention for at få nedbragt antibiotikaforbruget,« siger Sif Helene Arnold.