Betal selv for at få undersøgt en boliggrund eller erhvervsgrund for forurening
Grundejere kan vælge selv at betale for at få undersøgt en grund for forurening. På den måde kan det ofte ske hurtigere, end hvis man venter på, at regionen gør det.
Undersøgelse kan være aktuelt af flere årsager, for eksempel:
• Salg af grunden
• For at undgå at grunden registreres som muligt forurenet
• Byggeri eller ændret anvendelse som kan være betinget af en undersøgelse.
Rådgivende firmaer, der har erfaring med at undersøge jordforurening, kan være en stor hjælp i forbindelse med undersøgelserne, der kan være meget tekniske, og som kræver en omfattende dokumentation. Du skal selv lave en aftale med det rådgivende firma og betale for undersøgelsen.
Kontakt regionen, inden du sætter undersøgelsen i gang, så vi er enige om, hvad der skal undersøges og hvordan.
Undersøgelsen af din grund vil enten vise, at den er forurenet, eller at den ikke er forurenet.
Forurenede grunde: Din grund bliver registreret som forurenet, hvis der findes forurening på grunden. Det kaldes kortlægning på vidensniveau 2.
Ikke-forurenede grunde: Registreringen af din grund som måske forurenet (kortlægning på vidensniveau 1) ophæves, hvis der ikke findes forurening på grunden.